EU: Oplader bør virke til alle telefoner

Lightning-stikket kan blive fortid i Europa, hvis et nyt lovforslag kommer igennem. Billede: Techradar

Det kan fremover blive lettere at oplade sin iPhone, når man ikke lige har sin oplader ved hånden - for så kan du da bare låne sidemandens oplader, selv om han har en Samsung.

Et EU-udvalg for det indre marked har nemlig foreslået en lovændring, og hvis det bliver ført ud i livet, vil der komme en universel oplader til mobiltelefoner. Det vil for eksempel betyde, at Apples lightning-oplader ikke vil gå i EU.

Forslaget skal være med til at mindske omkostninger og affald, men vil altså også kunne gøre det lettere at få strøm til sin enhed.

- Vi opfordrer medlemslandene og fabrikanterne at introducere en universel oplader for at gøre en ende på kabelroddet for mobiltelefoner og tablets, skriver udvalget i en pressemeddelelse.

Intet problem for Apple

Analytiker hos markedsanalysefirmaet IDC Anders Elbak mener ikke, at det vil være svært for Apple at følge retningslinjerne, skulle lovforslaget blive vedtaget.

-Hvis det bliver lov, skal de jo følge reglerne. Sådan nogle lovforslag har det dog med at være længe undervejs, så Apple har rig mulighed for at lave en micro USB-indgang til deres telefoner, hvis det skulle komme så langt, siger han til tv2.dk.

Der er dog nogle tekniske udfordringer, der kan vanskeliggøre processen.

- Udover ren strøm er der også nogle andre funktioner indbygget i opladeren. Desuden er der forskel på spændingen telefoner og tablets imellem, siger Anders Elbak.

Svært i praksis

Anders Elbak kan også se andre problemer ved at indføre en universel oplader i Europa. Han vurderer, at der ikke vil være den store udgift for producenterne, at lave en ensrettet oplader, men han tvivler på om det overhovedet vil have den ønskede virkning.

-Ideen er at mindske omkostninger og affald, men forbrugerne vil nok ende med at brokke sig, hvis der ikke følger en oplader med deres nye telefon, og i og med, at det kun er i Europa at loven vil gælde, kunne man forestille sig, at vi vil gå glip af nogle telefontyper, som bruger deres eget stik. I dag er det så nemt at bestille varer over nettet, så det kan godt være rigtig svært at gennemføre og regulere i praksis, siger Anders Elbak.

Lovforslaget blev enstemmigt godkendt i udvalget. Næste skridt i processen er, at udvalget skal beslutte om de skal begynde uformelle forhandlinger med Europarådet for at søge enighed ved førstebehandlingen af lovforslaget.