EU til Apple: Tilpas jer eller drop salget

Tilbage i 2009 lykkedes det Apple, at snige dig uden om forhandlingerne om kravet om fælles opladere ved at lancere en adapter. Men i dag kan de ikke flygte fra lovgivningen. Det slår ny EU-lov fast i dag, der blev vedtaget ved en afgørelse i dag.

- Det her er tæt på en Apple-lov, selv om det reelt ikke er det, slår EU-parlamentariker Christel Schaldemose fra Socialdemokraterne fast, og hentyder til, at 14 af de helt store mobilproducenter allerede har indgået aftale med EU om fælles opladere, mens Apple er de eneste der ikke har.

Loven betyder, at inden 2017 skal alle mobiltelefoner benytte sig af en form for universel lader. Og det kan potentielt ramme Apple hårdt.

- Apple kan gå to veje, såvidt jeg kan se det. Enten må de tilpasse sig, hvis de vil have adgang til EU's 500 millioner borgere eller også kan de undlade at sælge iPhone inden for EU's grænser. Det sidste tror jeg ikke på, da EU netop er kendt som et meget købestærkt marked på det punkt, lyder det bestemt fra Christel Schaldemose.

Kan overhales af teknologien

Men konkret hvilken slags universel oplader, der bliver besluttet alle mobilproducenter skal benytte sig af, er endnu ikke blevet besluttet.

- Vi har blot besluttet, at der skal være en ensretning på området. Sandsynligvis vil vi gå i gang med at opfinde en ny standard eller også finder vi en eksisterende, siger hun.

Men hun påpeger også, at teknologien kan gå så hurtigt, at inden tidsfristen udløber om to år, kan trådløs strøm eksempelvis være blevet en standard og derved er den universelle lader allerede forældet.

Også fælles ladere til computere

Nye lader-stik til Apples telefoner, kan betyde, at kunderne skal ud og købe nyt ekstraudstyr igen. Men det er blot på den korte bane, at det vil være en gene, mener Christel Schaldemose.

- Selvfølgelig vil du have en overgangsperiode, hvor folk skal udskifte igen, men hvis du tænker på den lange bane, så er dette både en miljøgevinst og muligvis også en økonomisk, da man slipper for at betale for flere ladere.

Tanken er da også, at det ikke kun skal være mobilopladere, der bliver universelle. Der er også kig på computer-stikket, der som bekendt fylder noget mere end de mobile versioner. Og her burde man kunne finde en standard, der ville kunne passes ind til det meste.

- Hvis man ser på eksempelvis USB-stik, så er det ens uanset om det så er PC eller Mac. Så selvfølgelig er det muligt, at finde en løsning på computerens ladere, selv om det selvfølgelig ikke er helt det samme, slutter Christel Schaldemose af.

Vi har endnu en gang prøvet at få Apple i tale uden held. Opdaterer så snart vi hører noget fra selskabet.