Facebook Messenger prøver at gøre dig glad igen

Da Facebook for nogle uger siden annoncerede, at de nu vil lukke besked-funktionen i deres Facebook-app og i stedet tvinge brugerne over på den seperate Facebook Messenger-app, var modtagelsen noget kølig fra brugerne.

Men en ny opdatering til Facebook Messenger kom ud til iOS i går, der kunne bløde op for den store modstand. For nu er det muligt for brugerne, at sende videoer, billeder og talebeskeder til vennerne med det samme. Og når jeg siger med det samme, så mener jeg øjeblikkeligt.

Du tager billedet eller optager din stemme direkte fra app’en, og så snart det er taget eller optaget bliver det sendt. Ikke noget med først at trykke ’send’. Det giver en del fejlagtige billeder og underlige øjebliksbilleder i første omgang, men kræver velsagtens bare lidt tilvænning.

Hvis du skal sende videoer, så skal du dog først ind i dit galleri og finde videoen frem, for så derefter at trykke 'send'.

Der er også kommet forbedret søgning, hvis du leder efter en person eller en gruppe. Og opdateringen gør det også nemmere nu at få nye klistermærker til din samling ved blot at trykke på klistermærket din ven har sendt.

Opdateringen til app’en er i første omgang kun til iOS, men det vil også komme til Android senere på ugen. Med opdateringen får man nogle nye ikoner lige over tastaturet, der gør det hele muligt.

Men hvad siger I til de nye muligheder?