Facebook står fast på nøgenhedsregler

Foto: Hippie Selskabet/Gyldendal

Hvordan kan et mere end 40 år gammelt billede af en 21-årig kvinde i en kjole med udluftning til brysterne være mere stødende end en annonce med en pornomodel i mikroskopisk g-streng?

Det spørgsmål skulle det sociale medie Facebook torsdag forsøge at besvare ved en høring i Europa-Huset i København.

Problematikken kom i fokus i foråret, da den Cavling-vindende forfatter Peter Øvig Knudsen blev truet med eksklusion fra Facebook, fordi han havde delt materiale fra sine to 'Hippie'-bøger, som indeholder adskillige billeder af de letpåklædte blomsterbørn, som værket kredser om.

Dette medførte en heftig debat, og sagen blev taget op af Europa-Parlamentets kultur- og uddannelsesudvalg. Men selvom kritikken har gjort indtryk på Facebook, så finder den amerikanske gigant ingen grund til at ændre sine retningslinjer, forklarede selskabets nordiske 'policy'-chef, Thomas Myrup Kristensen.

- Jeg tror, at den nøgenhedspolitik, vi har i dag, er den rigtige for Facebook og Facebooks brugere, konkluderede han.

Den udmelding var en rød klud i ansigtet på Peter Øvig Knudsen, som påpegede, at netværket tillader seksualiserede annoncer, hvor minimalt påklædte kvinder byder sig til over for brugerne. Den eneste forskel er, at en minimal bikini dækker brystvorter og kønsorganer.

- Det rummer et element af stort hykleri, erklærede forfatteren.

Modsvaret fra Facebook lød, at netværkets regler definerer nøgenhed ved, at brystvorter eller kønsdele er synlige.

- Hvordan skal vi bedømme, om et billede er seksualiseret eller provokerende, spurgte Facebook-repræsentanten, som erklærede, at virksomheden ikke ønsker "at være smagsdommer".

Den udmelding var ifølge næstformanden for Europa-Parlamentets kultur- og uddannelsesudvalg, Morten Løkkegaard (V), "topmålet af hykleri". Han vil have netmedierne til at etablere en ombudsmandsinstitution.

- Jeg tror ikke, der er nogen vej uden om, erklærede han.

Apple, som startede balladen om 'Hippie'-bøgerne ved at fjerne dem fra selskabets digitale boghandel, havde takket nej til at møde frem ved høringen.

Øvig mod internettets giganter

Herunder kan du få overblikket over hele 'Hippie'-sagen.

- Balladen mellem Peter Øvig Knudsen og de amerikanske internetgiganter begyndte, da Apple i efteråret 2012 fjernede forfatterens bog 'Hippie 2' fra sin e-boghandel, fordi den indeholder nøgenbilleder fra den frisindede kultur, som værket skildrer

- Forfatteren forsøgte at imødekomme Apple ved at dække billeder af kønsorganer og brystvorter med æbler, som du kan se et eksempel på øverst i artiklen. Men også den modererede version blev fjernet efter få dage

- Apple har også afvist at sælge en 'Hippie'-applikation til iPad, som ifølge forfatteren har kostet et sekscifret beløb, i App Store. Dermed er applikationen ubrugelig for forfatteren og hans forlag

- Efter striden var blevet omtalt i medierne, valgte Morten Løkkegaard (V), som er næstformand for Europa-Parlamentets kultur- og uddannelsesudvalg, at gå ind i sagen. Da Peter Øvig Knudsen delte denne nyhed på Facebook med et link til et tv-indslag om sagen, blev det fjernet

- Siden blev forfatterens profil blokeret, fordi han et halvt år forinden havde delt nøgenbilleder fra bogen. Forfatteren fik et døgn til at fjerne alt materiale, der var i modstrid med Facebooks regler, ellers ville hans profil blive deaktiveret. Øvig valgte modvilligt at føje Facebook for fortsat at kunne benytte mediet til research, kommunikation og markedsføring, men han fastholder sin kritik af netværkets regler

- Modsat Apple og Facebook har Google ingen problemer med at distribuere "Hippie 2", som netop er sat til salg i en engelsksproget e-bogudgave. Ifølge Martin Ruby, som er politisk ansvarlig for selskabet i Norden, har Google også regler for nøgenhed, men Øvigs bog accepteres under en undtagelse for historisk og dokumentaristisk materiale

/ritzau/