Facebook-topchefs årsløn: Fik én dollar i 2013

Facebooks grundlægger, hovedejer og topchef, Mark Zuckerberg, sænkede sidste år sin faste løn.

- Hans årsløn blev opgjort til en dollar sidste år, skriver det Svenska Dagbladet, som citerer Bloomberg News.

Året inden - i 2012 - havde Zuckerberg en løn på 503.205 dollar, der svarer til omkring 2,8 millioner kroner. Men 2013 blev ikke noget helt dårligt år for Zuckerberg.

Hans totale indkomst var på 653.165 dollar (omkring 3,5 millioner danske kroner). Hans andel i Facebook beregnes til at være omkring 28,5 milliarder dollar – eller hvad der svarer til omkring 154 milliarder danske kroner. Mark Zuckerberg ligger cirka som nummer 20 på listen over verdens rigeste.

Facebook blev lanceret i 2004 af den dengang 19-årige Mark Zuckerberg, som lancerede Thefacebook sammen med tre medstuderende. Siden var et online-netværk for studerende på Harvard University, men blev hurtigt udvidet til at omfatte flere andre universiteter og highschools.

Zuckerberg åbnede i 2006 netværket, så alle over 13 år kunne oprette en profil. Allerede i 2007 rundede antallet af brugere 50 millioner på verdensplan.

Facebook har i dag over 1,2 milliarder månedlige brugere og er blevet så stort, at det er svært at se andre true selskabets position.

/ritzau/