Facebook ved hvordan du ser ud

I en tid, hvor offentligheden er blevet langt mere bevidst om digital overvågning på grund af Snowden-sagen, som tydeliggjorde omfanget af den amerikanske regerings overvågning af borgerne, så overvejer Facebook nu at lancere en ny feature, der skal gøre det langt nemmere for dem at genkende deres brugere ud fra fotos.

Facebook bruger i forvejen ansigtsgenkendelsesteknologi til at foreslå tags af personer, når brugere uden for Europa uploader fotos af folk. Ved at sammenligne dem med andre fotos, hvor folk er blevet tagget, så kommer Facebook automatisk med forslag til, hvem der er på billedet.

Facebook ved, hvordan du ser ud

Det er den teknologi, som Facebook nu vil forbedre ved også at bruge brugernes profilbilleder, som de selv har valgt skal repræsentere dem på det sociale medie. I mange tilfælde vil det netop være vellignende fotos, der kan være med til at forbedre de algoritmer, som Facebook baserer sin ansigtsgenkendelse på.

I Facebooks forslag, som AllThingsD har fået fingre i, står der: “Vi kan foreslå, at din ven tagger dig i et billede ved at scanne og sammenligne din vens billeder med information, som vi har indsamlet fra dit profilbillede og de andre fotos, som du er blevet tagget i.”

I forvejen ved Facebook mere om dig end de fleste. De ved, hvor du bor, hvilken telefon du har, hvilket styresystem din computer har, hvem dine nære venner er, og de kender mange af dine vaner. Alle disse informationer bliver brugt til at målrette, hvordan Facebook kan tjene penge på dig. Der er nok ikke mange, der ved mere om menneskelig interaktion end Facebook.

Begrundet digital paranoia?

Men denne opdatering af ansigtsgenkendelsen kommer på et uheldigt tidspunkt, da offentligheden forståeligt nok oplever en grad af paranoia over digital overvågning i disse dage, netop på grund af Snowdens whistleblower-sag.

I facebooks tilfælde bliver den digitale overvågning brugt til at tjene penge på dig, og ifølge Facebook selv har den amerikanske regering ingen adgang til nogen form for data, som bliver lagret på deres servere, undtagen i ganske få tilfælde, hvor de har givet dem informationer efter specefikke anmodninger i henhold til lovgivningen.

I de kommende dage vil den nye formulering i forhold til ansigtsgenkendelse blive lagt ud til offentlig debat, så brugerne kan give deres besyv med, og det vil uden tvivl føre til voldsom debat.

Europæiske bruger vil dog næppe blive berørt, da EU ikke tillader den automatiserede ansigtsgenkendelse på grund af bekymringer om privatlivets fred.

Kilde: Reuters/AllThingsD