Facebook: WhatsApp fortsætter uden reklamer

Foto: Scanpix

Verdens største sociale netværk Facebook bliver nu endnu større.

Selskabet med Mark Zuckerberg i spidsen har nemlig købt den populære og hurtigvoksende besked-app WhatsApp for et svimlende milliardbeløb - over 86 milliarder danske kroner.

WhatsApp forsætter dog som en selvstændig app – ganske som med Instagram, som blev opkøbt af Facebook tilbage i april 2012. Og WhatsApp-brugere kan ånde lettet op: For der popper heller ikke reklamer op på chat-tjenesten. I hvert fald ikke lige med det samme.

- Vi mener, at reklamer ikke nødvendigvis er den rigtige vej at gå for vores produkt. Vi synes, vi har et meget solidt indtjeningssystem allerede, sagde Jan Koum, WhatsApps medstifter og direktør, ifølge tech-sitet Mashable til investorerne, umiddelbart efter at storkøbet blev offentliggjort onsdag.

Det er gratis at bruge WhatsApp det første år, og derefter koster det syv kroner om året at bruge tjenesten. Det lyder ikke umiddelbart som en stor forretning, med her skal det understreges, at WhatsApp har rundet 450 millioner månedlige brugere og vokser hastigt med omkring en million nye brugere om dagen.

Også Facebook-stifter og -direktør Mark Zuckerberg slår ifølge Mashable fast, at selskabet ikke har planer om at lancere reklamer på WhatsApp, fordi ”det ikke er den rigtige måde at tjene penge på”. I stedet skal der være fokus på at hjælpe tjenesten med at vokse.

Facebook har tidligere forsøgt at købe en anden populær chat-app, nemlig Snapchat, for et godt stykke over 16 milliarder danske kroner. Men den 23-årige medstifter og direktør Evan Spiegel takkede nej til tilbuddet.

Knap en måned senere lancerede Facebooks datterselskab Instagram en funktion, der giver brugerne mulighed for at ’chatte’ med hinanden i form af private billeder og videoer – en funktion, der har flere ligheder med Snapchat, hvorfor lanceringen kan betragtes som et direkte angreb på netop Snapchat.