Fem tech-ting du skal holde øje med i denne uge

Gigantiske OLED-fjernsyn fra LG og Samsung forventes at blive vist ved årets IFA-messe. Billede: Flatpanels.dk

Samsung er ikke den eneste producent, der viser spændende nyt i Berlin i denne uge. TV 2 Beep har lavet en liste over hvilke andre ting, man skal holde øje med under ugens elektronikmesse.

HTC One Max phablet

Efter HTC’s succes med HTC One skulle en endnu større version være på vej. Rygterne svirrer omkring HTC One Max, der skulle have en HD-skærm på hele 5,9 tommer og 2,3 GHz processor samt to GB RAM.

Honami/Xperia Z1/Xperia i1 fra Sony

Kært barn har mange navne, og Sonys næste smartphone har hele tre. Den er gået under navnet Xperia Z1, Xperia i1 og Honami. Telefonen vil være vandtæt og have en 5" skærm. det helt store salgsargument er dog kameraet på hele 20 megapixels, hvilket er rigtig meget sammenlignet med de otte megapixels, der er i en iPhone 5.

TV fra Samsung og LG

Samsung og LG skulle være klar til at vise OLED-fjernsyn i en helt anden størrelsesorden, end de første generationer kunne byde på. Der går snak om et Samsung-fjernsyn på 75 tommer og et LG-fjernsyn på 77 tommer. Begge skulle være klar til markedet i år.

Samsung vil samtidig vise deres 4k fjernsyn Ultra HD S9000 i flere størrelser.  Fjernsyn på 55 tommer og 65 tommer kan allerede nu forudbestilles i Sydkorea, men vi ved endnu intet om, hvornår resten af verden kan forvente dem.

LG G Pad

LG skulle være klar til at vise deres G Pad, som skulle kunne bruges som en habil gamertablet. Den rygtes at have en 8,3 tommer stor skærm, Quadcore processor og to GB RAM, samt Android 4,3 som styresystem. Techblog fortæller, at den vil blive lavet med letvægtsmaterialer og samtidig være ultra tynd.

Phillips Ambilight

Philips har annonceret en opdatering til deres Ambilight teknologi, som sender forskellige farver ud på væggenbag fjernsynsrammen. Det vides endnu ikke præcist hvad der vil blive vist, men man kan forvente en opdatering af den eksisterende teknologi.