Flere hundrede falske iPhones solgt i Danmark

Det kan være en god ide lige at tjekke efter en ekstra gang, før du køber en brugt iPhone 5. Der er nemlig lige nu over 300 falske eksemplarer af den populære telefon i omløb i Danmark.

En 44-årig mand er blevet dømt fire års fængsel og en bøde på over en million kroner, efter at have solgt falske mobiltelefoner fra butikken Mobile One på Vesterbrogade i København, det skriver Computerworld.

Manden havde i alt importeret 500 af de falske iPhones, og det lykkedes ham altså at få solgt over halvdelen af dem.

Ligner originalen

Mobilerne, der fås i sort og hvid, ligner ved første øjekast den ægte iPhone 5, men hvis man kigger nærmere, vil man opdage flere forskelle.

Især de hvide er meget tro mod originalen, men der er et par kendetegn, der gør, at man kan se, at det er en falsk mobil, man har med at gøre.

På den hvide er skruerne i bunden lidt større end på en ægte iPhone 5, og telefonen benytter microsimkort og ikke nanosimkort, skriver Computerworld.

Der følger også nogle hovedtelefoner med af en meget tvivlsom kvalitet. Desuden er det ikke en normal iPhoneoplader, der følger med.

Det er noget nemmere at se at de sorte er forfalskninger. Apple-logoet er klistret på, og der sidder en USB-port i bunden.

Når du får tændt mobilen, er det næsten umuligt at være i tvivl. Softwaren halter alvorligt i forhold til den ægte iPhone, og der er et startbillede af en rose, som ikke er noget, man ser hos de ægte modeller.