Flere Sony-film lækket før biografpremiere

Sony er i den grad kommet i hackernes søgelys, og er over flere omgange været udsat for massive hack. Både på deres spilplatform, Playstation Network for nogle år siden og senest deres servere hos Sony Pictures.

Og netop det seneste angreb mistænkes for at være skyld i, at fem Sony-film nu er landet på nettet. Der er tale om Hollywood-film, som ‘Annie’, ‘Mr Turner’, ‘Still Alice’, ‘To Write Love On Her Arms’ og Anden Verdenskrigs-filmen ‘Fury’.

Flere af filmene har endnu ikke set skyggen af et lærred i biograferne, men den sidste film, Fury har dog været ude i biograferne i godt en måned. Den er da også den klart mest populære blandt de lækkede film. Den har listet sig op som den anden mest populære piratfilm på nettet. Variety skriver, at filmen søndag middag var hentet mere end 1,2 millioner gange.

Endnu ved man ikke hvem hackerne er, men Sony mistænker selv, at hackerne sidder i Kina og arbejder på bekostning af Nordkorea.

Timingen af hacket mod Sony Pictures kunne stemme overens med filmselskabets lancering af Seth Rogen-komedien The Interview. En film der handler om, at CIA vil snigmyrde Nordkoreas leder Kim Jong-Un. Filmen har mødt skarp modstand i Nordkorea, hvor propaganda-kanaler har truet med "nådesløs gengældelse", hvis filmen blev lanceret.

Sony har ikke kommenteret på sagen, og har endnu ikke taget nogle konkrete skridt mod hackerne.