Fra sjov til succes: Han lever af at snapchatte

Hvad ville du sige til en tur til Disneyland med alt betalt? Eller hvad med en lukrativ reklameaftale til gengæld for nogle sjove snapshots fra din hverdag?

Det lyder måske for godt til at være sandt, men ikke desto mindre er det virkeligheden for 27-årige Shaun McBride.

Den unge amerikaner er nemlig en vaskeægte Snapchat celebrity, der på kun lidt over ét år har formået at forvandle sin hobby til en indbringende karrierevej. Under brugernavnet Shonduras sender han hver dag bunkevis af flygtige billeder og små videoer til titusindvis af følgere på Snapchat.

Som de fleste andre brugere startede han i det små, men hans særegne kruseduller og tegninger har efterhånden anskaffet ham en stor og trofast fanskare.

- Det handler om at skabe godt indhold. Jeg elsker at gå på opdagelse og tænkte det ville være mere spændende, hvis der var flere farver. Derfor begyndte jeg "supplere" virkeligheden med tegninger, siger McBride til technyhedssitet Re/code.

Og dét har adskillige store virksomheder og brands bemærket. De står nemlig alle på spring for at erobre det sociale medie som reklameplatform. For Shaun McBride har hans snapchatteri derfor helt konkret udmøntet sig i en håndfuld aftaler, blandt andet med Samsung for GALAXY Note 4.

Hvor meget amerikaneren tjener på sit arbejde, vil han ikke ud med. Han afslører dog at en reklameaftale på Snapchat kan give alt fra 30.000 til 300.000 kr.

Mennesker er sjovere

Ifølge Morten Svane, Stud.Cand.It og strategisk rådgiver inden for digital kommunikation, er det imidlertid med god grund, når etablerede brands betaler privatpersoner store pengesummer for at ride med på følgerbølgen.

- Helt grundlæggende er det bare sjovere at følge en rigtig person. Hvis det er et menneske af kød og blod i den anden ende, så bliver du mere engageret. Her er Shaun McBride rigtig god, fordi han fremstår som en virkelig good guy.Det har virksomheder svært ved at efterligne, siger han til tv2.dk

Morten Svane skriver i øjeblikket speciale om unge på Snapchat. Ifølge ham er det blandt andet hurtigheden ved mediet, der tiltaler de fleste yngre brugere.

- De unge kan lide Snapchat fordi der er fart på, det er nemt, og det forsvinder hurtigt igen. Derfor er det også et potentielt meget ressourcekrævende medie at reklamere på. Formatet lægger op til en høj grad af hyppighed og engagement, hvis man vil have det optimale udbytte, siger han.

Svært i Danmark

Hvis du allerede nu tænker på at kvitte dit job og blive snapchatter på fuld tid, kan det dog betale sig at genoverveje. For selvom kommunikatøren spår at vi i fremtiden vil kunne opleve lignende tilfælde herhjemme, så er vilkårene knap så gunstige.

- Markedet findes også i Danmark, men i meget mindre skala. Derfor er det også sværere at opbygge så stor en interesse, som det kræver. Man vil nok ikke kunne leve af det, siger Morten Svane.

- Men vi har jo for eksempel allerede Ronnisblog, som også er på Snapchat med tusindvis af følgere. I øjeblikket er han nok det tætteste vi kommer på en Snapchat-kendis herhjemme, siger han.