Fremtidens tv har et stort problem lige nu

Hvis du vil have det sidste skrig i tv-apparater, så skal du have et såkaldt 4K-fjernsyn, der har en gigantisk billedopløsning.

Allerede nu kan man, hvis man lægger knap 39.000 kroner på disken i elektronikkæden Elgiganten, erhverve sig et 4K-tv, der har en opløsning, som er fire gange så stor, som den vi kender fra HD-tv.

- Billedet er simpelthen så skarpt, at det ligner 3D uden briller, siger Michael Zöllner, der er europæisk marketingchef for Samsung.

Den koreanske elektronikgigant fremviser i disse dage selskabets nyeste produkter på den årlige IFA-messe, der samler, hvad der kan krybe og gå inden for forbrugerelektronik i den tyske hovedstad Berlin.

Alle betydende tv-producenter har 4K- eller UHD-tv, som de også kaldes, som det helt store slagnummer. Der er bare det problem, at der endnu ikke findes leverandører, som leverer tv-signaler i den høje opløsning. Og der er faktisk endnu heller ikke lavet en afspiller, der kan afspille for eksempel film på de nye tv-apparater.

Køber man et 4K- eller UHD-tv, har man altså ingen eller kun meget begrænsede muligheder for at beundre den høje opløsning.

Hos producenterne er man overbeviste om, at leverandørerne af tv-signaler kaster sig over de nye muligheder. Det er dog ret dyrt at transmittere signaler i 4K eller UHD, fordi de fylder fire gange så meget som HD_signaler og 16 gange så meget som et traditionelt tv-signal.

Internationalt har tv-distributørerne Eutelsat og Sky eksperimenteret med UHD-kanaler, men foreløbigt har ingen danske distributører taget handsken op.

Hos producenterne er man bevidst om forhindringerne for den nye teknologi, som ellers skulle puste liv i et tv-salg, der er styrtdykket det seneste år. Derfor sætter man sin lid til, at tv-seerne i første omgang vil lade sig nøje med en kunstig opskalering af almindelige HD-signaler, der ved hjælp af lidt teknologisk hokuspokus kommer til at fremstå skarpere end traditionelt HD-tv, når de vises på et 4K-tv.

Hos TP Vision, der står bag Philips tv-apparater, anslår man, at opskalering giver godt 85 procent af oplevelsen sammenlignet med ægte 4K-tv:

- Vi ved godt, at indholdet er begrænset. Men vores opskaleringsteknologi gør det muligt at se HD_tv, der næsten virker som ægte UHD, siger TP Visions øverste chef, Maarten de Vries.

Hos Danmarks største distributør af tv-signaler, Yousee, tror udviklingsdirektør Anders Blauenfeldt på det nye format:

- Jeg tror ikke på 3D, men jeg tror på det her. Det kommer imidlertid til at tage lang tid, før det slår an, siger han.

Det forhindrer dog ikke tv-fabrikanterne i at køre løs. Ifølge formand for brancheforeningen for forbrugerelektronik, Martin Engen, der også er ansat i Samsung, vil der inden årets udgang være 15 til 20 forskellige 4K-fjernsyn til salg på det danske marked.

/ritzau/