Glem reklamerne: Ello vil være dit nye Facebook

Ello er et ny-hypet socialt netværk, der markedsfører sig på at være det modsatte af Facebook. Et reklamefrit netværk man kun kan komme ind på gennem invitationer. Noget man kan anmode om på siden.

Ello er dog stadig en social platform, som folk blærer sig med være kommet ind på, på Facebook.

Og mens verdens største sociale netværk, Facebook altid bliver svinet til for at være grådige, kun tænker på reklameindtægter og aldrig har dine interesser i første prioritet, så markedsfører Ello sig på det modsatte. Et slags anti-Facebook.

Blanding mellem Twitter og Tumblr

Tjenesten er i sig selv en blanding mellem Twitter og Tumblr med noget mere begrænsede funktioner. Brugerne kan lave statusopdateringer, dele billeder, GIFs og kommentere på andres statusbeskeder. Men et hav af andre features og funktioner står på listen, og vil først blive rullet ud løbende.

Ello har været ude siden marts, men det er først de seneste dage, at der virkelig er begyndt at være stor interesse for det. Ingen ved helt hvorfor. Noget der hjælper mystikken, der ulmer omkring Ello.

Interessen er dog så markant, at flere medier skriver, at tjenesten får mellem 4.000 til 30.000 anmodninger om en invitation. Og selve invitationer til tjenesten bliver solgt på nettet til priser fra 5 til 150 dollar.

Vi har før hørt og læst om ’Det næste Facebook’ omkring nye sociale platforme, men endnu har ingen formået tilnærmelsesvist at nå derop endnu. Spørgsmålet er om, Ello.co på nogen måde kan gøre det umulige.

Er du på tjenesten, vil vi meget gerne høre fra dig.