Glem spejlreflekskameraet: Den næste iPhone vil være bedre

Snart bliver det muligt at tage knivskarpe, professionelle billeder med telefonen. I hvert fald hvis man skal tro på rygterne.

I øjeblikket skulle folkene hos Apple nemlig være i gang med at udvikle et særligt dobbelt linsesystem, som skal integreres i kameraet på den kommende iPhone 6s. Det skriver Apple Insider.

Rygterne stammer tilsyneladende fra John Gruber, der er manden bag den kendte Apple-blog Daring Fireball. I sin podcast The Talk Show afslørede han forleden, at kilder hos Apple har fortalt ham om det nye kameraprojekt.

Hvis sladderen holder stik, vil der derfor muligvis være tale om gevaldigt kvantespring indenfor mobilkameraer. Ifølge Grubers oplysninger, vil det nye linsesystem nemlig sparke billedkvaliteten op på et niveau, der ligner skarpheden hos digitale spejlreflekskameraer.

Hvordan det nye linsesystem skulle fungere, melder historien imidlertid intet om. Dog ligger Apple dog inde med indtil flere kamera-patenter, som måske kan bruges i jagten på den professionelle billedkvalitet.

Uanset hvad vil der blive masser af tid til at spekulere og diskutere blandt Apple-fans. Efterfølgeren til iPhone 6 og iPhone 6 Plus forventes nemlig tidligst klar om et års tid.