Guldager: Apple på vej til at dumme sig

Milliardindkøb er næsten ved at være hverdag for de store virksomheder som Facebook og Google. Men for Apple hører det til sjældenhederne.

Sidste gang de brugte rigtig store penge på et selskabsovertag var da de købte computerselskabet NeXT i 1997, som fik stifteren Steve Jobs tilbage på toppen af Apple. Her brugte de 404 millioner dollar, der med inflationen i dag betyder en pris på omkring 600 millioner dollar.

Så der er noget af et prishop op til 3,2 milliarder, som Apple efter sigende skulle betale for overtagelsen af Beats Electronics en gang i næste uge.

Og på flere punkter kan man sige, at Apple måske ikke er ved at gøre det bedste køb.

For høj pris

For det første er der prisen, som virker stejl for et hovedtelefons-selskab. Specielt når Forbes så sent som i sidste uge slog fast, at selskabet var 2 milliarder dollar værd, der bestemt ikke er lidt, men som stadig er mindre end den angivelige købspris. Beats har et stærkt brand, men Apple har velsagtens et endnu stærkere brand og køber ikke virksomheder på den baggrund.

Apple vil betale en god del ekstra for at få overtagelsen til at ske. Aftalen er langt fra officiel og er endnu blot kilde-oplysninger, så ved vi heller ikke præcis, hvad der går forud for prisen, eller hvad Apple reelt får ved overtagelsen.

Som udgangspunkt skulle begge medstiftere, musikmogulen Jimmy Iovine og rapperen Dr. Dre begge eje 25 procent af selskabet. Det kunne meget vel være, at Apple ville betale mere for at få den fulde kontrol over selskabet.

Deler teknologien med konkurrenter

For blot et lille halvt år siden ejede HTC hele 51 procent af selskabet og udnyttede helt til september 2013 Beat's teknologi til at afspille bedre lyd i deres produkter. Det var en meget stor del af selskabets lydstrategi, indtil de var mere eller mindre nødsagede til at sælge det fra igen.

Ligeledes har blandt andet HP også haft glæde Beats. De installerede teknologien i deres computere for at skabe bedre lyd ud fra enhederne.

Så Apple vil langt fra være alene, når det kommer til udnyttelsen af teknologien.

Dårligt streamingsgrundlag

Flere analytikere mener, at overtagelsen er på baggrund af en fremtidig streamings-satsning fra Apple på baggrund af Beats Music. En tjeneste der kom ud i januar i år, men som bestemt ikke er nogen succes.

Beats Music har næsten ingen brugere og har fået kritik for sin tjeneste, så det virker meget underligt, at Apple satser på en så løs forbindelse på et så vigtigt konkurrenceparameter.

Selv om Apple selv ikke har haft den største succes med deres iTunes Match og iTunes Radio, så kunne man forestille sig, at de ville kunne finde et bedre alternativ end en tjeneste, der stort set var glemt kort efter den blev lanceret.

Køber en mellemvare

Beats har siden starten i 2008 været gode til at overtale sin stigende kundebase til at betale lidt ekstra for et par hovedtelefoner, og har også slået sig mere end godt fast i highend-segmentet. De har været med til radikalt at ændre hovedtelefons-branchen med deres dyre sæt.

Men på trods af det, så er Beats-hovedtelefoner ikke kendt for at være i den bedste kvalitet til prisen. Man betaler relativt meget for et par hovedtelefoner, der højst kan svinge sig op på middel hvad angår lyttekvalitet.

Med priser fra 800 til 2.500 kroner for et sæt, kan du uden problemer finde andre produkter, der klarer sig langt bedre. Eksempelvis vores egne danske B&Os nye H6 til samme pris.

Nu vil jeg ikke påstå, at jeg kender alt til selve overtagelsen, men ud fra disse ovenstående punkter virker det som et spøjst valg for Apple. Men næste uge vil afsløre, hvad der er op og ned og måske også hvad Apple reelt har af planer for en overtagelse.

Men hvad synes du?