Guldager: Apple svigter med iOS7

Der er som regel altid modstand mod forandringer. Det er når Facebook ændrer på et allerede fungerende system, når Microsoft prøver noget nyt med deres konsol eller når Apple ændrer på udseendet i deres styresystem.

Sidstnævnte har fået ufattelig meget kritik fra alle kanter for sit nye design og mindre skeumorfiske forståelse, der betyder, at apps’ene ikke længere ligner noget vi kender fra virkelighedens verden. Som når Memoer og Noter ikke længere har ikoner som gammeldags mikrofon og notepapir for at få os ubevidst til at forstå funktionen bag ikonet.

Selv kaldte jeg iOS 7 for en revolution da det kom frem. Ikke på grund af selve brugerfladen, men netop på grund af, at Apple og deres styresystem nu tog brugeren alvorligt. Vi behøvede ikke længere at blive holdt i hånden og eksplicit fortalt, hvad det var de enkle funktioner og apps kunne.

Systemet fryser og genstarter konstant

Men tingene kører langt fra som de skal i iOS7. Man kan mene om designet og funktionerne, hvad man vil. Selv kan jeg godt lide det – også det ekstra visuelle overflødighedshorn, når man zoomer ind og ud af apps og mapper. Men dér hvor min tålmodighed og brugervenlige forståelse for alvor kommer til kort er, at Apple stadig efter et halvt år ikke har fixet systemet, så det ikke konstant går ned.

Det er for grelt, at sige at det sker hver dag, men mindst en gang om ugen oplever jeg, at systemet fryser, Apple-logoet kommer op på skærmen og så efter et godt stykke tid er jeg tilbage igen. Vi snakker om et styresystem, der ellers indtil da netop var kendt for stabilitet.

Og jeg oplever uregelmæssighederne på alt lige fra iPhones til iPads (iPhone 5S, iPad Mini med retina, iPad Air). De slukker pludselig, rækker tunge og lader mig hænge i helt op til nogle minutter af gangen. Det sker for mange iOS-brugere, kan jeg erfare. For nogle har det betydet, at alarmen aldrig satte ind fra morgenstunden, da den pludselig frøs i løbet af natten. Andre mistede deres mail eller sms, som de var i gang med at skrive.

Kvaliteten er dalet hos Apple

I betragtning af, at Apple stolt kunne melde ud, at 78 procent af alle iOS-enheder i verden har fået installeret iOS7, så har Apple et massivt problem. Ingen af de andre mobile styresystemer fungerer så dårligt for tiden.

Kvalitet og brugerforståelse er i den grad dalet drastisk det seneste år fra Apple, og har reduceret dem til et middelmådigt selskab i dag i forhold til selvsamme parametre. Hvor jeg før kunne være sikker på at tingene ville fungere fra Apple, mens jeg kunne kigge noget skævt til usikre Android og ustabile Windows Phone, så er bøtten i dag vendt.

Det værste er, at det ser ud til at gå lang tid før der kommer en løsning på problemet. Noget tyder på, at opdateringen iOS 7.1 først vil komme til marts (den er ude som beta nu), men om den opdatering overhovedet vil løse det problem, som Apple åbenbart har set igennem fingre med indtil videre, er jeg blevet noget usikker på.

Alt for mange tegn peger i retning af et mere skrøbeligt Apple, der ikke længere helt formår at vide, hvad det er de vil. Om 2014 vil ændre på den opfattelse, må tiden vise.