Guldager: De bedste gadgetnyheder længe

På vej hjem fra syndens by sidder jeg her i flyveren og funderer over den netop overståede konference CES, der endelig ser ud til at rykke ved branchen igen efter mange års stilstand. Alene et kig på messens store vinder Sony, der har formået at bevæge sig ud af tidligere tiders kedelige skygge af underlige produkter og mærkelige satsninger, giver en tro på at branchen har fået optimismen tilbage, og nu virkelig kan se noget længere frem end blot dette år.

Med nyhedsbrillerne på var der langt større adspredelse hos de forskellige firmaer, der denne gang ikke fokuserede på intetsigende 3D, alt for ens tablets og et hav af tilbehør til alt hvad der har med Apple at gøre. Selvfølgelig er der stadig elementer som kurvede fladskærme, utallige 4K-henvisninger og tilbehør til alt hvad der har med Apple at gøre, men det blev i år heldigvis overskygget af en overvældende byge af spændende nyheder.

De mest interessante nyheder fra CES 2014

Mest interessant var tendenserne som 4K-indhold, de mange wearables, den intelligente bil og det forbundne hjem. Fire tendenser der både har konkrete nyheder, men som samtidig også giver langt bedre mening i folks hverdag. Det åbner samtidig også op for mere revolution i stedet for den evolution branchen længe har lidt under. Der skal nyt til.

Netflix og Youtubes løfter om 4K-indhold løfter fladskærmen, og giver langt bedre mening for kunden end fuld HD gjorde. Sonys Core rækker længere ud end blot et armbånd til selvmålerne, BMWs nye elbiler giver stof til bilen og de mange hvidevarer, der nu samarbejder med mobilen rykker mere ved den branche end tanken om at skulle have apps på sit køleskab.

Vinderen på CES er Sony, der det seneste stykke tid er lykkedes med CEO Kazuo Hirai i spidsen. En mand med de rette ambitioner og en mere vestlig tilgang end tidligere Sony CEOs. Han har formået at få selskabet på den rette bane med Playstation 4 og ikke mindst udmeldingen om Playstation Now, der meget vel kan revolutionere spilbranchen. Deres stand lyste også af selvsikkerhed, hvor der eksempelvis ikke blev lavet det komplet ligegyldige ræs med kurvede fladskærme, som LG og Samsung noget kvalmende kaster i hovedet på hinanden.

Danske virksomheder i front

Det er personligt min femte tilstedeværelse på CES og mit sjette jeg har dækket. Ikke imponerende erfaringsmæssigt med en messe, der har kørt siden 1967, men alligevel noget. At det så også er den første messe, hvor jeg efterfølgende er taget hjem og virkelig kan mene, at det var en dækkende messe, falder meget godt ind i en tid, hvor teknologien endelig er blevet god nok til virkelig at gøre en forskel.

Og de små virksomheder kan også være med. Se bare danske Airtame, der med en teknologi kan bryde lidt med Google, og som vandt for bedste startup på amerikanske Engadget, der er Oculus Rift, der kan rykke en hel visualiseringsbranche og Makerbot, der rykker ved 3D-printing, som alle forventer sig meget af.

Optimismen, mine venner, er kommet tilbage, og det bedste af det hele er, at vi alle vil nyde godt af de næste mange år.