Guldager: Derfor er røgalarmen vigtig for Google

Allerede inden der kom 3,2 millarder på bordet fra verdensfirmaet Google, klarede Nest Labs sig forrygende. Det var et firma med fart på, og som på papiret har hele fremtiden foran sig. Nest med to tidligere Apple-ingeniører i front, Tony Fadell og Matt Rogers, har formået at tage design-ideerne og innovationen med videre fra Apple til noget så usexet som en termostat og en røgalarm.

Begge produkter som ethvert hjem kender til, men som de færreste tænker over skal have flere funktioner i sig eller være mere avanceret end som så. Designet er ligeledes stilrent og udtalt på begge produkter, der trækker direkte tråde til Apple, og man kunne måske også påpege, at selvsamme selskab faktisk ville have været oplagt som ejer.

Om Apple bag kulisserne har vist interesse for Nest Labs er ikke til at vide, men sikkert er det, at Google nu er de nye ejere, og det er bestemt Apples tab og Googles store gevinst.

Internet of things

Købet skal ses i lyset af udviklingen, der gemmer sig bag buzz-ordet Internet of Things. Et noget svagt udtryk, der dækker over den fornyelse og udvikling, vi som almindelige forbrugere står foran. For vi er nu blevet så vant til vores smartphones, at det kun er naturligt, at vores komfurer, køleskabe, fladskærme, vinduer og andet i hjemmet bliver intelligent og forbundet med resten af verdenen.

Med Nest får Google nu endnu et håndgribeligt og konkret håndtag, der kan betyde uvurderlig brugerforståelse i folks hjem. Indtil nu ved Google hvad du laver på nettet, men med Nest indsamlede data, kommer de nu også ind i folks hjem. Den skeptiske og paranoide vil allerede nu få vejrtrækningsbesvær, men det behøver bestemt ikke være en dum ting fra Google.

Det behøver ikke udelukkende handle om brugerdata for Google. Ifølge The Atlantic ser Nest mere sig selv som et form for robotselskab, der kombinerer menneskeligt arbejde med maskinkræfter, og sammen med Googles tidligere køb af Boston Dynamics passer det godt ind til en ny fokus på hardware, som Google arbejder hen imod. Det er fremtiden for Google.

Man kunne også forestille sig, at Nest’s to bagmænd Tony Fadell og Matt Rogers, som også står bag blandt andet Apple iPod, kunne bruges andre steder i det store Google-hus. Her ville det ikke være dumt for Google at udnytte deres tydelige ekspertiser i sager som Chromecast, Google Glasses og Nexus-modellerne. Selv om Nest vil køre som et selvstændigt selskab ved siden af Google, ville en form for gensidig samarbejdsaftale gavne alle.