Guldager: Nu giver apps mening

For bare nogle få år siden var det meget få apps, der gav mening på ens smartphone. Men manien og fokuseringen på apps var helt enorm. Alle skulle have en app, alle skulle lave minimum én og funktioner som at virtuelt bælle en øl, se tykkere ud på billeder og skyde med små sure fugle var det helt store hit.

App-manien var vokset til et stadie, hvor det var svært at tage begrebet alvorligt. Det var mest for sjov og gav ikke meget ekstra funktionalitet til ens smartphone. På trods af det hørte man om brugere, der downloadede apps i metermål og hvor meget med på beatet man var, blev målt ud fra hvor mange sider apps, man egentlig havde på sin smartphone.

Apps-fokus har ændret sig

Selv kunne jeg ikke se ideen i størstedelen af de apps, der kom ud til smartphones, som jeg også skrev i min kommentar: Stop app-manien nu! Men det har heldigvis ændret sig på det seneste, og med kåringen af Danske Banks MobilePay som årets app i 2013 er vi endelig rykket ind i tid, hvor apps giver mening.

MobilePay fra Danske Bank kom ud den 7. maj i 2013 – noget før konkurrenternes Swipp, der i princippet kan det samme, men som både udkom noget senere og samtidig var begrænset til de enkle bankers egne kunder.

MobilePay kan udnyttes af alle uanset bank-relation, noget der også har været med til at skabe succesen for app’en, der ved udgangen af 2013 var blevet downloadet 877.000 gange (tal fra Wikipedia). Et tal der også viser, hvor meget forbrugerne har haft brug for den enkle funktionalitet – at overføre penge til hinanden blot ved hjælp af et telefonnummer.

Hjælper i hverdagen

Enhederne som de forskellige apps kører på bliver samtidig også hurtigere og bedre, og det gør at de mange apps får funktioner, der kan udnyttes på en mere brugervenlig facon. Apps der samtidig hjælper mere i hverdagen og generelt giver mening at bruge på de transportable enheder.

Som man nu nemt kan redigere i sine billeder, så snart de er taget med mobilkameraet, skrive og redigere hele dokumenter på farten, gemme noter på tværs af enheder, se film når og hvor man vil og bestille en taxa til hver en tid. Der er kommet langt flere apps til, der reelt hjælper på en hverdag i stedet for blot underholde den.

Og heldigvis er dette blot toppen af isbjerget, der vil blotte sig mere og mere som tiden bliver mere moden på smartphones. Teknologien udvikles, flere enheder kommer til der vil samarbejde med mobilen og app-producenterne bliver ikke desto mindre langt bedre til at udnytte mulighederne og derved gøre en verden til forskel.

Min app top 10

Som det er nu findes der en del behjælpelige apps derude. Her er min top 10 af de mest populære og brugbare apps på tværs af enheder:

  1. Evernote
  2. Spotify/Sonos/Wimp (ja jeg bruger lidt forskelligt)
  3. Google Docs
  4. MobilePay
  5. Dropbox
  6. Swiftkey Keyboard (kun Android)
  7. EasyPark
  8. Rejseplanen
  9. Drivr/4x35 (Hovedstaden only)
  10. Argus (kun iPhone 5S)

Jeg bruger dog mest de mere almindelige apps som Facebook, Twitter og Instagram, men de gør ikke nødvendigvis min hverdag nemmere og bedre. Men hvilke apps mener du gør en forskel på din smartphone?