Guldager: Ny Apple-rekord dræber iPod

Der findes i øjeblikket ingen selskaber som Apple, der formår at slå konstante salgstalsrekorder. Deres seneste regnskab for det sidste kvartal i 2013 viser en ny rekord på salgstal af både iPhone og iPad på trods af at begge produkter ikke længere er opfindelsen af den dybe tallerken.

Men nok nyt er der alligevel i begge produkter, mener kunderne, da Apple sent i går aftes dansk tid kunne afsløre, at de havde solgt 51 millioner iPhones på verdensplan og hele 26 millioner iPads. Flere solgte enheder end de tidligere har kunne mønstre.

Den nye rekord er både kommet i hus på baggrund af nok nyheder i form af 64 bit-chip, en fingerscanner og en ”billigere” plastikmodel. Men meget skyldes også, at Apple endelig har fået åbnet op for et nyt stort og meget lukrativt marked, Kina.

Men selv om Apple har fået adgang til verdens største teleselskab China Mobile og derved millioner af nye kunder, så er kineserne langt fra så interesseret i iPhone, som flere analytikere ellers havde regnet med. Salget var derfor ikke helt så godt, som markedet havde regnet med. Det betød, at Apple-aktien faldt hele 8 procent, da nyheden om regnskabet kom ud.

En iPod-epoke er ved at være forbi

Men mere interessant (læs: trist) er salgstallene på iPod. Apple valgte ikke at opfriske deres tidligere helt store sællert, iPod’en, da de præsenterede nye iPhones tilbage i september. Det betød så også, at salget faldt drastisk i julemånederne.

I forhold til samme periode året før dykkede det hele 52 procent, og Apple formåede blot at række 6 millioner af de små enheder over disken. Man kan sige, at en iPod-omsætning på hele 973 millioner dollar alene sidste kvartal er mere end gode penge for ethvert, men det er alligevel kun en lille brøkdel for Apple og deres samlede 57,6 milliarder dollar omsætning.

Selv om Apple sikkert ikke endnu har tænkt sig at lukke og slukke for iPods, så er udviklingen og tiden imod produktet. Salget af iPods har over de seneste år faldet støt, da Apple har kannibaliseret sig selv med iPhone. Enhver af de 51 millioner nye solgte iPhones kan udskifte en iPod, og Steve Jobs kaldte da også den første iPhone for ”den bedste iPod vi nogensinde har lavet”.

iPod'ens åbenlyse problem

Og et af de mest åbenlyse problemer for iPods, den manglende forbindelse, er netop dét, der adskiller den fra kategorien iPhones. Mens lytterne hopper over på streamingstjenesterne er kravet og behovet for at være online konstant. Og selv om en iPod touch også kan bruges som en mobil (FB Messenger, Skype osv), så er det begrænset af wifi’ens grænser.

Prisen er stadig en forskel, men som udviklingen går i øjeblikket må Apple også være opmærksomme på det. De behøver en billigere iPhone, så de kan holde sig på toppen, og samtidig ikke skal blive løbet over ende af specielt Android. Og hvis der dukker en billigere iPhone op vil produktionsomkostninger, markedsføring og lignende af en iPod ikke længere kunne betale sig.

Udløbsdatoen for iPods er sat og æraen lakker mod ende. Spørgsmålet er blot hvornår og hvad Apple vil tilbyde i stedet.

Kilde: The Verge, Reuters