Guldager: Så smart er fjernsynet blevet

En stor del af de danske fjernsyn kan i dag gå på nettet, har apps som Netflix og vejret og er såkaldte Smart TVs, der er lidt mere intelligente end det almindelige tv og som kan gå på nettet, hvis du tillader det.

Men smart tvs har indtil i dag været besværlige at bruge og har ikke tiltalt den almindelige seer. Men det kan de to nye fra henholdsvis Philips og LG. For her har vi at gøre med to fjernsyn, der bruger hver sin platform, men som virkelig formår at give fjernsynet et hak af brugervenlighed.

LG

LGs bud hedder WebOS, og er et styresystem som LG har formet til fjernsynet. Det ses som et lille grafisk lag, du kan få op på skærmen med et enkelt tryk på fjernbetjeningen, og som er flot og nemt at bruge.

Her er der velkendte apps som Netflix, Viaplay, vejret, Skype og mere, og det hele leveres tilpas hurtigt. Prisen på 4K-modellen vi fremviser ligger på 25.000 kroner, der bestemt er en høj pris. Specielt i forhold til konkurrenten vi også har med inde.

Philips

Dette fjernsyn kører Googles velkendte styresystem Android, og har derfor et kæmpe forspring, når vi snakker apps og muligheder. Der er en velkendt Google Play-butik med et hav af Android-apps (foreløbig 300 styks), der tæller alt fra spil til dokumentprogrammer.

Der er rig mulighed for at bruge det smarte element, der dog ser noget mere kedeligt ud end LGs. Men prisen er også noget mere spiselig. Den kan købes fra 16.000 kroner, hvis det skulle være noget.

Vi vil såvidt det er muligt hive begge fjernsyn ind i vores webtv-studie senere, så vi kan grave os lidt mere ned i de to forskellige platforme.