Guldager: Sådan bliver din fremtid på Facebook

2014 er kun næsten lige begyndt og der har allerede været en del opsigtsvækkende køb og firma-overtagelser. Men Facebooks overtagelse af Oculus er alligevel af en helt anden og speciel karakter. Af flere årsager.

Det lå ikke i kortene, og er derfor kommet som noget af en overraskelse for branchen. Men mens en lille skare udmærket ved hvad Oculus er og hvad brillerne kan, så kender størstedelen af Facebooks brugere absolut intet til de vilde videobriller.

Selv prøvede jeg brillerne på CES-messen i Las Vegas tidligere på året, hvor jeg blev sat i en stol med hovedtelefoner og et par briller på. Og herfra blev jeg så skudt ud i rummet på en mission for at skyde fjender ned. Et oplagt tidsfordriv og en genial udvidelse af hele spilindustrien.

Men hvor er det præcis Facebook passer ind her?

Som Mark Zuckerberg selv påpeger i sin statusopdatering på Facebook og på sit investormøde, så har Oculus VR et stort potentiale, når man ser på den sociale platform. Det kan udvide forståelsen af tid og sted, og lade brugerne mødes socialt og ansigt til ansigt i en ny virtuel online-verden, og ikke blot gennem en statisk opdatering.

Brillerne Oculus Rift kan bringe brugerne vidt omkring jorden til oplevelser der måske ellers ville have været umulige. De kan bringe brugerne op i rummet eller ned i et jordhul. Der er et hav af åbninger for videobrillerne til at give dig en ny oplevelse sat sammen med Facebooks massive rækkevidde af mennesker. Men som Mark Zuckerberg selv siger, så er det i den grad også oplagt, at kigge på hele spildelen.

Om det lige giver en hel ny dimension til Farmville-oplevelsen eller om Facebook har tænkt sig at udvide med en ny spilplatform er endnu ikke til at sige, men spiluniverset vil utvivlsomt være det første skridt for Zuckerberg og Co.

Oculus er et køb ind i fremtiden

Facebook har siden sin børsnotering kæmpet for at holde sig interessant for både brugere og investorerne. Mens både Instagram og WhatsApp var køb for mere eller mindre overlevelse og overtagelse af fjenden, så er Oculus overtagelse af fremtiden. Og mens brugerne på Facebook reelt ikke har oplevet købet af de to apps på platformen, så vil de kunne opleve købet af Oculus på Facebook.

Det er et fysisk produkt, der nok så interessant formår at kigge langt ind i fremtiden på et håndgribeligt niveau: Virtual Reality, der ikke siden start 90’erne og filmen Lawnmower Man (92) har været et så varmt emne som nu. Og Oculus Vr har gjort sig så positivt bemærket, at man hos andre giganter, som Apple og Google, må ærgre sig gule og grønne over ikke at have fået lukket aftalen selv.

Som Twitter-brugeren Steven Johnson påpeger, så er det som hvis IBM i sin tid havde opkøbt Apple efter Steve Jobs og Steve Wozniak's første fremvisning af Apple I tilbage i 1975.

Skeptikere af Facebook kan sagtens slå et skræmmescenarie op af dimensioner, der næsten kunne gøre Matrix –universet til skamme, men i første omgang er dette et spændende nyt skridt ind i det nuværende sociale medies begrænsninger – nemlig det fysiske møde.Hvordan og hvornår det konkret vil vise sig for os som almindelige brugere er dog uvist.

Men Facebook som vi kender det, er her ikke mere.