Guldager: Sådan skal et smart tv se ud

Selv om alle tv-producenterne længe har prøvet at slå sig løs med ekstra funktioner og muligheder for at gå på nettet, så er tv-brugerne og seerne på ingen måde overbevist.

Det er endnu kun en ekstra feature, der for de flestes vedkommende blot er en måde at se Netflix på. Men LG har vist det helt rigtige på CES. Nemlig deres nye smart tv-platform kørende på deres tidligere køb, WebOS.

WebOS er et styresystem, der ikke har den mest prangende historie efter først at være købt af HP, der overtog det fra smartphone-producenten Palm. WebOS blev så købt af LG, men har indtil nu ikke vist sig at være den bedste forretning.

Den rigtige platform til WebOS

Men med lanceringen af LGs nye smart tv-platform, har LG endelig fundet den rette måde at udnytte styresystemet på. WebOS kommer til sin ret i et flot visuelt stykke platform, hvor man som bruger bliver taget brugervenligt i hånden og ført gennem en fladskærms mange funktioner.

Med et enkelt tryk på Home-knappen på LG-fjernbetjeningen får man den skæve undermenu frem, som har ens mest vigtige apps og menuer fremme. Det kan være Netflix, der som menupunkt kan ligge ved siden af Source-knappen til din Playstation eller en anden HDMI-indgang. Det hele føles utrolig intuitivt og nemt at gå til.

At man ikke først behøver gå ind i en separat menu, der tager helt skærmen som vi tidligere set fra LG og som stadig er aktuelt på Samsungs fladskærme, gør at brugen af smart tv-platformen vil blive mere spontan og derved også mere brugt.

Stadig lidt hak

Der er dog stadig et par enkle hak i systemet, som endnu virker som det er under udvikling, da jeg prøvede det. Men udseendemæssigt og funktionsmæssigt er det utvivlsomt den mest rene, enkle og vigtigst af alt mest brugervenlige tilgang til en smart tv-menu jeg nogensinde har set.

Der er flotte visuelle effekter, når man bladrer igennem apps eller skifter funktioner, og blandt andet Netflixs app er faktisk den flotteste af deres ellers meget brede og vellykkede apps de har til de mange platforme.

LGs løsning af WebOS kan meget vel være nøglen til Smart TVs succes, som producenterne hungrer så meget efter.