Har Google lige ødelagt en mands liv?

Illustration: TV2

Amerikanske Jeffrey Kantor påstår i et søgsmål mod toppen af NSA, CIA og regeringsledere, at han er blevet chikaneret af den amerikanske regering. Det skulle han være blevet, fordi han tilbage i 2009 kom til at søge uheldigt efter det forkerte, mener han selv.

Jeffrey Kantor sad derhjemme og søgte på nettet efter en guide til at lave et fjernstyret fly, og på Google begyndte han at skrive ordene: ”How do I build a radio-controlled” (oversat: Hvordan bygger jeg et fjernstyret), og straks begyndte den hjælpsomme Google-søgemaskine, at lave auto-udfyld, hvor det første ord der dukkede op var ’bombe’.

Og før han tænkte over, hvad det var den havde foreslået, havde han trykket enter på tastaturet, og fra det sekund, skulle hans mareridt til at begynde.

Blev fyret som entreprenør

Efter flere måneders chikane fra den amerikanske regering med konstant overvågning blev han til sidst fyret som entreprenør for regeringen. Og hans kollegaer i hæren skulle have uddelt dødstrusler mod ham og have udførlig information om hans privatliv.

Kantors sagsøger topledere som statsadvokaten Eric Holder, NSA’s direktør James Clapper, CIA-direktør John Brennan, forsvarsminister Chuck Hagel og udenrigsminister John Kerry for en samlet sum på hele 60 millioner dollar.

Selv om Edward Snowden længe har afsløret hemmeligheder om NSAs aflytninger af diverse organer, websider og verdensregeringer, så er der endnu intet ude om, at de også skulle holde øje med privatpersoner, men intet er selvfølgelig utænkeligt.

Endnu er der ingen beviser i sagen, andet end Kantors beskyldninger, men måske man skulle holde lidt øje med sin egen søgehistorik fremover.

Kilde: Mashable