Her adskiller ny iPhone sig fra iPhone 5

Det er nok gået de færrestes næser forbi, at it-giganten Apple har lanceret nye iPhones, som kommer til Danmark inden årets udgang.

Men hvis du allerede har en iPhone 5 og derfor er i tvivl om, hvorvidt det kan betale sig at kaste penge efter den nye opdaterede model, iPhone 5S, får du her lidt hjælp til sammenligningen.

Design

Apple har stort set ikke pillet ved designet, som er holdt i aluminium og glas, mens skærmstørrelsen stadig er på fire tommer. Derfor er det da også umiddelbart svært at se forskel på iPhone 5 og efterfølgeren, men 5S’eren kommer dog i en ny farve, og du kan således vælge imellem hvid/sølv, sort/grå eller guld.

Apple har dog lavet en særdeles interessant tilføjelse til hardwaren, som man formentlig ikke lægger mærke til ved første øjekast. iPhone 5S’ hjemknap dækker nemlig over en fingerscanner, der aktiveres af en metalring om knappen og i første omgang kan bruges til at låse telefonen op med. Det forventes, at den også kan bruges af tredjeparts-apps på et tidspunkt i fremtiden. Der er mulighed for at kode flere fingeraftryk til den samme telefon.

Ydeevne

Hvad iPhone 5S ikke har fået i design, har den til gengæld fået i indmad. For telefonen er udstyret med en kraftigere processor, Apples 64-bit A7-chip, som gør den markant hurtigere end forgængeren og ifølge Apple selv op til 40 gange så hurtig som den oprindelige iPhone.

Styresystem

Selvom iPhone 5 også kan opdateres til iOS 7-styresystemet, når det bliver frigivet 18. september, er det optimeret til iPhone 5S’ 64-bit. Også Apples egne apps er klar til 64-bit, og det betyder, at det generelt bliver hurtigere at navigere rundt i det nye styresystem på en iPhone 5S sammenlignet med en iPhone 5.

Kamera

Kameraet i den nye iPhone 5S har ligesom den foregående model otte megapixel, men både objektiv og sensor er blevet forbedret. Sidstnævnte er således blevet 15 procent større, og det betyder at hver pixel er større for at kunne lukke mere lys ind. Derfor leverer iPhone 5S’ kamera en bedre billedkvalitet end iPhone 5’s samt bedre billeder i ringe belysning.

iPhone 5S kan også prale med en mere kraftfuld dobbelt LED-blitz, som varierer farvetemperaturen for at undgå, at personer på billederne bliver blege i ansigtet af lyset fra blitzen.

Der er dog ingen af de to Apple-smartphones, der på kamerasiden kan måle sig med Sonys nye Xperia Z1 og Nokias Lumia 1020, som ligger i en klasse for sig på dette område.

Batterilevetid

Har du haft fingre i en iPhone 5, ved du også, at batterilevetiden er telefonens største svaghed. Ganske som forventet har Apple derfor opgraderet batterilevetiden i iPhone 5S.

Telefonens standby-tid er således hævet til 250 timer, og det er 25 timer mere end forgængeren, mens den kan prale med op til 10 timers taletid på 3G-nettet, op til 10 timers surfing på et 4G/LTE- eller et WiFi-netværk og op til 10 timers videoafspilning.

Pris

Den mindste model iPhone 5S med 16 gigabyte intern lagerplads koster 199 dollar, mens modellerne med 32 og 64 gigabyte får en pris opå 299 og 399 dollar. Priserne er inklusiv to års abonnement i USA og svarer til priserne på iPhone 5, da den fik premiere sidste år.

Så selvom der endnu ikke er meldt nogen officielle danske priser ud, kan vi forvente, at priserne i Danmark kommer til at ligge i samme leje som iPhone 5, som uden abonnement kostede 5.200 kroner for den mindste model og 6.799 kroner for 64 gigabyte-modellen ved lanceringen sidste efterår.