Her har Guldager dansk verdensnyhed bag øret

De store danske selskaber, der gør sig meget bemærket i udlandet, kan tælles på en enkel hånd, men flere og flere er på vej mod den helt store scene. Jeg har taget nogle af de nyeste og mest interessante bud på verdensnyheder med, der alle kommer fra danske hænder.

GN Resound LiNX

Et smart danskproduceret høreapparat, der er lavet i samarbejde med Apple, gør det næsten helt eftertragtet at være hørehæmmet. Høreapparattet Linx kan kobles til iPhone og iPad og giver lyden fra både apps (musik, film og mere) og telefonopkaldet direkte ind i øret.

Samtidig kan man nemt styre høreapparatets funktioner via iPhone. Både via en integreret menu, som Apple har åbnet op for, og via Resounds egen app, hvor man eksempelvis kan tilføje favoritsteder, som restaurant, biograf og hjemmet, hvor lyden er specifikt sat op.

Jabra Solemate Max og Jabra Rox Wireless

Fra søsterselskabet kæmper Jabra sig stille og roligt ud blandt verdenseliten og har med deres seneste produkter vist deres kunnen. Solemate Max er det seneste produkt i deres trådløse højtaler-serie. Max er noget større end gennemsnittet - deraf navnet - men som så også kan levere lyd nok til festen.

Jabra Rox Wireless er et par in-ear hovedtelefoner, der samtidig er trådløse. Der sidder blot en ledning imellem for at holde nogenlunde styr på dem, så du ikke mister dem første gang du lægger dem fra dig. En magnet mellem hovedtelefonerne sørger for at holde dem på plads, og så snart de er fra hinanden er Rox aktive og forbundet til mobilen.

Lumigon T2 HD

En dansk smartphone er ikke noget vi er vant til, men Lumigon har længe varslet deres komme. Og selv om dette er tredje gang de nu prøver at få den ud, så er det forhåbentlig også lykkens gang. Lumigon er en mobil i rustfrit stål, den kører Android KitKat og har nogle features, som andre lignende smartphones ikke har.

Her er en actionknap på forsiden, der kan sættes op til egne behov (lommelygte, stemmeoptager eller andet) og så kan den eventuelt også styres med håndbevægelser, hvis det skulle være et hit.

T2 HD skulle komme ud til sommer til en pris på 5.500 kroner, der henvender sig til mobilfolket, der måske er blevet træt af iPhone, som gerne vil støtte dansk tech-industri og som går efter noget de andre bestemt ikke har.

The Eye Tribe

Styr og kontroller din computer eller tablet med øjne er ikke hverdagskost, men danske Eye Tribe har længe arbejdet på teknologien, der nemt kan tilføjes til både Mac og PC. Med en lille scanner, der fanger dine bevægelser med øjne, kan man bruge øjne til at bevæge sig rundt på skærmen.

De har lavet en demo med det gode gamle spil, Fruit Ninja, der fungerer overraskende godt, og hvor man hugger løs på frugten uden at løfte en finger. The Eye Tribes håb er at blive taget i brug af en større virksomhed, og i betragtning af at flere virksomheder som Microsoft og Samsung fokuserer meget på alternative navigationsmåder, så kunne danskerne også have en chance her.