HTC One skal banke Samsung og Apple

LONDON: Sidste år på samme tid blev mobilbranchen forgyldt med en spændende ny overraskelse i form af HTC One, der både form- og featuremæssigt satte barren højt for Android-telefonerne.

Tirsdag lancerede selskabet så deres næste skridt i form af HTC One (M8), der er bygget over samme princip og på samme præmis, men som har fået en del forbedringer både ude og inde. Blandt andet har HTC fokuseret meget på, at telefonens vitale informationer og funktioner er nemme at tilgå.

I form af hvad HTC kalder Motion Launch, kan man nu nemt vække skærmen ved blot at dobbelt-tappe på skærmen med fingeren, og alt afhængigt om du swiper til højre eller venstre, åbner du funktioner på mobilen. Kameraet kan du tænde ved at tage mobilen op horisontalt og trykke på volumeknappen og du kan tage et opkald ved at føre mobilen op til øret.

Et cover til at se igennem

Men det måske mest nytænkende og noget anderledes, er HTCs nye cover, kaldet Dot View. Det hedder det fordi det har en masse små huller, der betyder, at skærmen bagved er synlig. Så uden at skulle åbne coveret, kan du stadig se notifikationer, vejrmeldinger, klokken og endda tage telefonen når den ringer.

Featuremæssigt har mobilen en 5-tommer skærm, der er noget større end den tidligere version. Kameraet kører stadig på de såkaldte Ultrapixels, men kommer nu med blandt andet hvad HTC kalder UFocus, der betyder, at man nu kan sætte fokus efter billedet er taget.

Telefonens design har fået et pust i en mere blød og afrundet retning. Afrundede hjørner og et tydeligt metallook gør den noget anderledes i forhold til eksempelvis Samsung Galaxy S5.

Og sammenligningen mellem de to smartphones ligger lige for, da HTC One M8 også kan give dig ekstra meget batteri i såkaldt Power Saving Mode. Faktisk kan den holde i to uger uden ekstra strøm.

Dyrere end iPhone 5S

Mobilen har også glæde af en indbygget FitBit-app til de motions/bevægelses-interesserede. Sammen med en chip kan telefonen registrere dine skridt og bevægelser uden et bånd på armen.

Desuden kommer den med sjette version af Sense-brugerfladen, der nu har fået et endnu mere enkelt udtryk, men også flere farver. Og her er ingen grund til at savne BlinkFeed, der er nyhedsstrømmen blandet med dine sociale input fra både Instagram, Facebook og Twitter. Det er selvfølgelig også til stede i en forbedret version.

Det er dog ikke en billig mobil. Og selv om +5.000 kroner er blevet standard for nye highend telefoner i dag, så er prisen på 5.499 kroner for 16GB-versionen stadig noget over iPhone 5S med 16 GB (Fra 5.399 kroner). HTC slår selv fast, at der er en del forbedringer og fornyelser, som en nu halvt år gammel iPhone ikke vil kunne følge med på.

HTC One (M8) kommer ud allerede i næste uge.