Hver tredje nye app er en Flappy Bird-klon

Som sultne hunde forsøger spiludviklere verden over i øjeblikket at få del i den massive succes, mobilspillet Flappy Bird nåede at få, før skaberen, Dong Nguyen, frivilligt trak det tilbage.

Efterligninger af det populære spil strømmer nemlig frem på iOS og Android i et tempo, der ikke er set lignende før.

The Guardian undersøgte fra onsdag til torsdag i denne uge, hvor mange nye spil det egentlig drejer sig om. De tjekkede, hvor mange af de nye spil, der kom på iOS i løbet af 24 timer, der kunne relateres til Flappy Bird - og resultatet var overvældende.

Ud af 293 nye spil var hele 95 af dem Flappy Bird-kloner svarende til 32,4 procent af alle de nye spil. Og det var altså kun på et enkelt døgn.

Prisvindende app-udvikler også med

Også de prisvindende spiludviklere hos Tapity, der blandt andet står bag velproducerede apps som Languages, Grades 3 og Hours, er hoppet med på vognen.

De har netop offentliggjort deres bud på en efterligning af spillet, som folk enten elsker eller hader. Buffalo Wings hedder Tapitys udgave, og i en blog er stifteren Jeremy Olson ude og forsvare, at de er hoppet med på vognen.

Han siger, at Tapitys hovedmotivation for at lave spillet er at fylde det hul, der blev efterladt, da Flappy Bird blev trukket tilbage. Det skriver Techcrunch.

Nemme at spotte

Udviklerne har ikke været særligt kreative, da de skulle navngive deres nye spil. Med navne som Tappy Bieber, Flappy Penguin og Floppy Spongy, er det ikke svært at spotte, når man har med en efterligning at gøre.

I det danske iOS ligger Flappy Fall og Flappy Wings i skrivende stund nummer to og tre på hitlisten over gratis spil. Så det er altså rig lejlighed for at få styret lysten, hvis du savner det nu hedengangne Flappy Bird.