Ikea afslører: Vores billeder er lavet på computer

Det at bladre igennem et Ikea-katalog kan være en flyvsk sag for den indre indretningsarkitekt. Forestil dig hvor flot din lejlighed aldrig helt vil blive. Kataloget er fyldt til randen med møbler og indretnings-inspiration, og viser rum og værelser til priser, de fleste kan være med på.

Og man er aldrig i tvivl om, at billederne ofte er blevet manipuleret. Om det er lyset i kulissen eller det efterfølgende Photoshop-arbejde, så er der lagt tryk på udtrykket.

Men Ikea har alligevel manipuleret en del mere ved deres møbel-billeder, end hvad man havde regnet med. De seneste år har Ikea slet ikke taget kameraet frem for at lave deres katalog. Det hele er nemlig lavet på computeren i stedet, fortæller de til bloggen The Computer Graphics Society. Første gang man computergenerede et helt rum til kataloget var i 2010.

Men Ikea begyndte allerede i 2004 med at arbejde med ren computergrafik i stedet for billeder.

- Vi lavede 8 eller 10 meget dårlige produktvisualiseringer efter nutidens standarder, men det udløste noget, og vi fortsatte med at arbejde på det. I efteråret 2006 viste vi for første gang et produkt i kataloget. Det første computeranimerede møbel var en stol kaldet "Bertil", fortæller Martin Enthed, it-ansvarlig for Ikeas interne kommunikation.

Stolen Bertil i computergrafik

I dag er helt op til 75 procent af kataloget blevet brygget sammen med computergrafik. Det er alt lige fra hele rum til enkle møbler, der er blevet generet i 3D på computeren. De har i dag 25.000 modeller, der er blevet bygget i 3D på computeren, og som de nemt kan sætte i forskellige omgivelser.

- Vi forstår, hvor vigtig viden om boligindretning er. Hvordan hjem ser ud, hvordan hjem føles og så videre. De erfarne fotografer i Ikea har arbejdet med indretningsarkitekterne på at genskabe denne fornemmelse i mellem femten og tyve år. Vi havde brug for at omsætte denne viden til 3D-kunstnere, der var tech-kyndige, men i nogle tilfælde kommer direkte fra skolen. Vi havde brug for dem til at forstå, at den slags følelse ønskede vi også billederne udstrålede. Det var meget svært i begyndelsen, fortæller Martin Enthed.

Årsagen til de i dag bruger computergrafik og ikke tager billeder, er fleksibilitet hos Ikeas designere. De kan nemmere og hurtigere sammensætte et design i forskellige rum. Og de er ikke længere besværet med logistikken af møblerne, når man skal lave photoshoot.

Er du overrasket eller havde du set det komme?

Opdatering

En mail fra Ikea gør opmærksom på, at de fleste af deres billeder ER taget med kamera, men det er blot de mange produkter, der er lavet på computeren.

Det er korrekt at vi bruger Photoshop og andre innovative tilgange, der kan hjælpe til et ekstra flot og inspirerende katalog til kunderne, det er ingen hemmelighed. Men at sige, at vi slet ikke bruger kamera og det hele er lavet på computeren er ikke korrekt, fakta taget i betragtning.

Der er mere til historien, hvilket The Computer Graphics Society også kommer ind på. Der benyttes to metoder, når IKEA skaber billeder; miljøet bygges op i et rigtigt hjem eller i fotostudiet (IKEA har et af Nordeuropas største fotostudier i Ämhult i Sverige) eller de bygges i et 3D studie.

3D giver f.eks. mening ift. til at kunne udskifte enkeltdele, som f.eks. en vandhane i køkkenet, da udseendet kan skifte fra land til land. I stedet for at sende adskillige vandhaner til Sverige, så udskiftes disse via billedbehandling. Det gavner både tidsplan og miljø.

Fordelingen af 3D fotos og traditionelle fotos varierer fra år til år men størstedelen af det nye 2015 katalog er traditionelt skudt i studiet i Älmhult.

Af produktbilleder (eksemplevis til IKEA.dk) er 75% lavet med 3D teknologi.

Det handler altså føst og fremmest om det gode billede, hvad end det er skabt ved almindelig fotografering i studiet eller ved 3D programmering. Men rigtige billeder skudt af rigtige fotografer er også en fast del af, hvordan IKEA arbejder med katalog og online, for at give kunderne den bedste oplevelse.