Instagram vil være din eneste foto-app

Der var engang, hvor filtre kunne udgøre den ultimative redigering af dine billeder. Men det bliver hurtigt kedeligt at bruge Rise, X-Pro II eller Sutro konstant på ens Instagram-billeder, så de enten bare bliver mørkere, får mere kant eller ser gamle ud.

Og det ved Instagram også godt selv, så de er nu kommet ud med en ny opdatering til både iOS og Android. Opdateringen giver brugerne mulighed for at kunne redigere mere dybt i ens billeder, som lysstyrke, kontrast og meget mere.

Et lille skruenøgle-ikon er kommet frem, hvor man så kan vælge sin redigeringsform, og så trække det horisontalt fra 0-100 procent, så man virkelig kan se hvilken effekt den konkrete rederingstype har.

Instagram vil tydeligvis gerne være på toppen af konkurrencen, hvor deling af billeder blot er en enkel detalje. Flere og flere bruger tid på at grave sig ned i sin redigering af billeder, der har betydet, at apps som SnapSeed eller VSCO Cam har fået kæmpe succes. Og senest har vi set Apples nye iOS8, der har redigering integreret i deres Foto-app.

Du skulle kunne hente det nye Instagram i dag til iOS og Android.

Kilde: The Verge