Internetfænomen: 17-årig hitter stort som Miley

På lidt over to år er 17-årige Liam Martin fra New Zealand gået fra at være en almindelig skoledreng til at blive et fænomen på de sociale medier… Ved at gøre dette. Foto: Instagram/@waverider_

Navnet Liam Martin siger dig formentlig ikke noget.

Men ikke desto mindre er den 17-årige knægt fra New Zealand lidt af en berømthed på de sociale medier, hvor han parodierer kendte - og til tider ukendte - mennesker.

Ikke færre end 1,5 millioner mennesker følger med på Instagram, når teenageren under brugernavnet @waverider_ lægger billeder op af sig selv som den letpåklædte Miley Cyrus i musikvideoen til ’Wrecking Ball’, som supermodellen Tyra Banks på photoshoot og senest som reality-stjernen Kim Kardashian på forsiden af Vegas Magazine.

Det er ikke udsædvanligt, hvis hans billeder runder 300.000 likes fra andre brugere på det sociale medie.

De flabede og underholdende kendisparodier startede, da Liam Martin klædte sig ud som Den lille havfrue og forevigede seancen på Instagram.

- Billedet var en succes og syntes virkelig at underholde folk. Så jeg besluttede mig for at fortsætte, fortæller Liam Martin, der beskriver sig selv som ”meget underlig og åben”, til den amerikanske internetavis Huffington Post.

Det unge internetfænomen kæmper åbenhjertigt for at stoppe mobning på nettet.

- Det, jeg gør, genererer en modreaktion med negative kommentarer. Folk skal være forsigtige med, hvad de siger til andre og omfavne forskellighed i stedet for at forsøge at ødelægge det, siger han til mediet.

Du kan se nogle af Liam Martins parodier herunder, mens du kan se mange flere billeder på hans Instagram-konto.