iOS 8 ude: Se hvordan din mobil ændrer sig

Opdateret 20.02:Nu er iOS 8-opdateringen tilgængelig. Popper den ikke automatisk op på din iOS-enhed, kan du selv finde og installere den ved at gå i 'Indstillinger' -> 'Generelt' -> 'Softwareopdatering'.

I dag kommer den nye opdatering ud til et hav af iPhones og iPads. Der vil været et hav af brugere, der vil hente den, så forvent forsinkelser og lange load-tider på din mobil, da Apples servere vil være under massivt pres.

Apple kalder det selv for den største iOS-opdatering nogensinde og den tirsdag vil Apples servere utvivlsomt være overfyldt, og det vil tage sin tid at hente opdateringen. Men desværre er det ikke alle, der hopper med på den bølge.

Som altid vil den ældste model desværre udgå og ikke længere være kompatibel med den nye opdatering. Så hvis du er en af de danskere med iPhone 4 fra 2010, så er du nu blevet afskåret fra herlighederne, og du må i stedet nøjes med iOS 7.

En streg i regningen for de mange danskere, der stadig holder fast i den gamle mobil. Og i betragtning af hvor hårdt iPhone 4 havde det med iOS 7, så kunne man også regne med, at iPhone 4S måske også vil hoste en smule på den nye iOS 8.

Men hvad byder det nye iOS 8 egentlig på.

Her er ændringerne:

/ Hent opdateringen på din mobil. Åben din enhed, gå ind i Indstillinger / Generelt / Softwareopdatering og opdatér.

/ Der kan komme widget i notifikationer, så man nemmere kan interagere med en app direkte fra notifikationsmenuen.

/Beskeder bliver opdateret, så det minder mere om Facebooks Messenger. Her kan du hurtigt sende talebeskeder, billeder og lokationer, hvis der skulle blive behov for det.

/ Spotlight bliver ændret og forbedret, så den giver dig mere nuanceret svar. Søger både på nettet og lokalt på din mobil.

/ De understøtter nu tredjeparts-tastaturer, så man kan få et andet slags tastatur på sin telefon, hvis man gerne vil det. Og det vil man gerne, hvis man har prøvet Swiftkey til Android eksempelvis.

/Familiedeling gør det muligt at dele indhold som sange, bøger og apps på alle familiens enheder. Så køb det én gang og du kan nemt dele ud af det. Samtidig får forældre også bedre styr og kontrol over børnenes app-indkøb.

/ Health-app samler dine informationer fra fitness-trackere og lignende i én app på samme måde som man ser Passbook gøre det med billetter, boardingkort og mere.

/ Touch ID kan nu også bruges af andre apps, så det ikke kun er iTunes-køb og skærmlås, man kan åbne med sine fingeraftryk.

/ Siri får 22 nye sprog (dansk er ikke med).

/Foto bliver også opdateret og forbedret, så det er nemmere at overskue. Desuden kommer der forbedrede redigerings-muligheder direkte i app'en.

/ Gennem iPhone kan man nu omdanne iPad til en telefon, hvis man skulle have behov for det.

/ iCloud Drive kommer også, der er som et Dropbox på tværs af dine enheder. Gem dokumenter og filer i skyen og kom nemt til dem uanset hvilken Apple-enhed du er logget på med.

/ iCloud bliver billigere, hvor man blandt andet vil kunne købe 200 GB lagerplads for 24 kroner om måneden.

Se hvilke enheder, der kan få iOS 8

  • iPhone 4S
  • iPhone 5
  • iPhone 5C
  • iPhone 5S
  • iPhone 6
  • iPhone 6 Plus
  • iPad 2
  • iPad 3. generation
  • iPad 4. generation
  • iPad Air
  • iPad mini
  • iPad mini retina
  • iPod touch 5. generation

Vi følger op med en visuel gennemgang af opdateringen, så snart det er ude på enhederne, og man rigtig kan grave sig ned i det.