iPhone 5S i Danmark: ”Der er prestige i at være en af de første”

Gymnasieelev August Heegaard viser stolt sin nye iPhone 5S frem i Telenor-butikken på Købmagergade i København. Selvom han skal i skole tidligt fredag morgen, har han planer om at bruge noget af natten på at sætte telefonen op, fortæller han

Klokken 00.01 natten til fredag gik det løs.

Ventetiden var slut for de mange inkarnerede iPhone-fans herhjemme, for her blev Apples nye iPhones, 5S og 5C, sat til salg på det danske marked. Som sædvanligt havde de store teleselskaber valgt at markere salgsstarten ved at holde midnatsåbent i deres butikker.

Og selvom det er sjette gang, at en ny iPhone kommer til Danmark – den første var iPhone 3G, der blev lanceret 11. juli tilbage i 2008 – kan Cupertino-selskabet Apple stadig skabe hype om sine produkter herhjemme.

I hvert fald at dømme ud fra antallet af forventningsfulde kunder, der sent denne aften er stimlet sammen foran Telenors butik på Købmagergade tæt på Rundetårn i København, hvor de efter først-til-mølle-princippet ’kæmper’ om et ukendt antal iPhones.

16-årige August Heegard fra Holte bliver som en af de allerførste i Danmark ejer af topmodellen iPhone 5S efter at have ventet i halvanden time sammen med sin far.

- Der er prestige i at være en af de første, der kan vise den nye iPhone frem. Men der går nok kun to måneder, før alle pigerne på mit gymnasium har lokket en ud af deres fædre, men indtil da er jeg forhåbentlig den første med den på skolen. Det er jo derfor, jeg er her, siger han, da tv2.dk fanger ham inde i butikken, mens far Erik ved siden af klarer betalingen.

- Jeg havde fødselsdag i april, og i gave fik jeg valget mellem at få en iPhone 5 med det samme eller at vente på 5S’eren. Så jeg synes, jeg har ventet enormt længe nu, og jeg har endda sendt min far rundt flere steder i USA, da han var derover for tre uger siden, men alle steder var den udsolgt. Jeg har været sur over, at det ikke lykkedes, men det gør det nu, og jeg er meget lettet.

I alt er der omkring 130 kunder samlet foran butikken – de står ikke i kø, for Telenor har siden torsdag eftermiddag delt særlige armbånd med numre på ud til de købelystne kunder. Stemningen er høj ude på gaden, selvom klokken for længst har passeret midnat, og vinden er bidende kold.

Helt oppe ved indgangen til butikken venter Thomas Dyhr på, at hans nummer bliver råbt op, så han kan få udleveret sin nye telefon, der er en gave til ham selv:

- Jeg vil forkæle mig selv lidt efter tre måneder med et hårdt projekt. Og så er det jo lækkert at have det seneste nye lir, siger han.

Kammal Said Chouhaiber, der studerer på Copenhagen Business School, venter på at få fingre i en guldfarvet iPhone 5S. Han har taget sin kammerat med for selskabets skyld.

- Det er nok følelsen af at være den første med noget af det nye, jeg godt kan lide. Hvis jeg ventede til i morgen, ville der jo være en risiko for, at den var udsolgt, forklarer han og indrømmer, at han nok er lidt af en iPhone-fan:

- Jeg er her for at få skiftet min iPhone 5 ud. Jeg vil have den nye, fordi den hurtig, og fordi iOS 7-styresystemet er bygget til den A7-processor, der sidder i den nye. Ja, nu bliver det vist lidt nørdet, siger han storgrinende.