iPhone-lancering: Derfor skal du følge med i aften

Bare stop dig selv – du kan jo ikke lade være med at elske at hade Apple-hypen.

Og den kører for fulde drøn endnu en gang. For tirsdag aften kl 19.00 vil Tim Cook og en stor del af Apples fremtrædende medarbejdere præsentere selskabets næste skridt.

Men hvorfor er det egentlig du skal kigge med, hvorfor skal du overhovedet gå op i hvad de lancerer og hvorfor er det egentlig at vi bruger så meget plads på det?

Helt kort kan det besvares med: iWatch, ny markeds-retning og din egen iPhone bliver forbedret. Og så har vi gode folk med i studiet fra kl 18.30 her på tv2.dk.

Din iPhone bliver forbedret

I dag vil Apple endelig præsentere iOS 8 i sin færdige version. Mest interessant er de nye tiltag som Healthkit, Homekit og et muligt betalingssystem. De to første har Apple berørt kort, men de vil åbne mere op for æsken i aften.

* Healthkit

Sundhed og fitness er på dagsordenen, akkurat som det var for et lille halvt år siden hos Samsung, HTC og de andre. Men med danskernes foretrukne smartphone, så bør man følge med i hvad det netop er ens iPhone vil kunne tjekke for en.

* Homekit

Apple berørte det kun meget kort ved deres udviklerkonference under WWDC i juni, men iPhone vil være nøglen til dit hus i alle henseender. Det bliver interessant at se, hvordan det vil blive udført på mobilen.

* Betalingssystem

Der er gået rygter om, at Apple har lavet aftaler med Mastercard, American Express og Visa om et nyt betalingssystem, der måske helt kan skubbe kreditkortet ud i glemslen om få år.

Apple er markedsledere

Når Apple puster sig op til nyt, så er det en god idé at følge med. For det sætter spor på resten af markedet. Om man kan lide Apples måde at gøre det på eller deres produkter, er underordnet. Når Apple lancerer nyt produkt, så giver det genlyd hos alle uanset producent.

Samsung er i dag verdens største mobilproducent, men de ville aldrig have været der, hvis ikke det havde været for Apple. Der bliver lånt og direkte stjålet på begge sider af hegnet, men det gode er, at vi som forbrugere, er og bliver vinderne.

Så derfor vil aftenens lancering utvivlsomt også have stor indflydelse på, hvilke produkter du vil se fra de andre konkurrenter.

En ny tendens

Ja vi har vel alle gættet os til, at Apple kommer med en ny iPhone. Og ja den bliver sikkert større. Men det er unægtelig noget, der vil chokere eller ændre på særlig meget i første omgang. Apple kan meget vel vise sig, at gøre smartphones spændende igen, men vi har set de store skærme i mange former nu. Nu kommer iPhone så også med.

Men der hvor Apple virkelig gør en forskel, er iWatch. Hvis Apple lancerer armbåndsuret så kan det have en større betydning for selskabet og ikke mindst branchen. Smartwatches er ikke synderligt nyt for dem der går op i tech. Men resten af verdenen har ikke set dem. Det kan Apple ændre på.

Det skal ikke lyde som en hyldest til Apple. Blot at de tidligere har bevist, at kunne gøre en forskel, når en helt ny produktkategori fra selskabet bliver præsenteret.

De gjorde det med smartphones, MP3-afspillere og tablets og de kan meget vel gøre det igen med wearables. Vise forbrugerne hvordan sådan et produkt reelt kan hjælpe dig i hverdagen.

Selv om konkurrencen er noget mere hård i dag, end da de i sin tid lancerede iPhone, iPod og iPad, så regner mange med, at Apple vil kunne rykke wearables-markedet netop dét skridt, som alle fremtidsforskere har forudset; tættere mod gennembruddet.

Kl 18.30 med et kompetent hold

Denne gang har Apple åbnet op for fuld videostream, så du kan sidde derhjemme og følge det hele på skærmen. Det kræver en Apple-enhed og kan gøres fra Apple.com/live.

Du kan vælge at følge det med det måske stærkeste hold længe set her på tv2.dk. Branding-ekspert Morten Saxnæs og iværksætter Tim Frank Andersen vil holde mig med selskab i studiet.

Vi åbner op med optakt kl 18.30 og vil løbende have den danske vinkel for øje. Og med tre eksperter på hvert sit område, vil du utvivlsomt få en indsigt i Apples lancering og branchen, som du ikke vil få andre steder.