iPhone-opdatering fikser bøvl med beskeder

Har du oplevet, at dine iMessage-beskeder på din iPhone hænger og aldrig kommer frem til modtageren, kan du med fordel opdatere din iPhones styresystem til version 7.0.3.

Opdateringen, der uden den store opmærksomhed blev frigivet efter iPad-lanceringen tirsdag, indeholder nemlig forbedringer og rettelser af flere fejl, herunder også afsendelse af iMessage. Opdateringen retter også en fejl, der kan forhindre aktivering af iMessage.

Desuden bliver det nu muligt at slå den effekt fra, der zoomer ind og ud, når du hopper fra en app til en anden ved multitasking. En effekt, som flere brugere tidligere har klaget over, fordi de oplever, at de bliver søsyge af den.

Vil du fjerne zoom-bevægelsen, skal du gå i ’Indstillinger’ -> ’Generelt’ -> ’Tilgængelighed’. Her skal du klikke ’Formindsk bevægelse’ til.

Der er blevet rapporteret om en række fejl i iOS 7, siden styresystemet blev udgivet til iOS-brugerne i sidste måned, og iOS 7.0.3 er således den tredje mindre opdatering, som Apple sender ud for at rette fejl.

Du kan hente den ved at gå i ’Indstillinger’ -> ’Generelt’ -> ’Softwareopdatering’ -> ’Hent og installer’.