IT-ekspert: NemID har fejlet på alle områder

Billede: Scanpix

Nu er den gal igen. Efter den seneste Java-opdatering fungerer NemID ikke mere.

Java opdateringen til Java 7 version 45 snakker ikke sammen med NemID-systemet. Firmaet bag Nem ID, Nets, opfordrer dermed folk til at vente med at opdatere Java til fejlen er udbedret.

LÆS OGSÅ: LIGE NU: Mange kan ikke bruge deres NemID

ET forfejlet system

IT-ekspert og sikkerhedschef hos Solido Hosting, Henrik Kramshøj har efterhånden ikke meget tilovers for det tvungne sikkerhedssystem, som NemID er i Danmark. Han så hellere, at vi fik et helt nyt system.

- Jeg synes, at NemID har fejlet på stort set alle punkter. Driftstabiliteten har været ikke eksisterende, og den eneste grund til, at de har så mange kunder, er fordi det er tvunget, siger han til tv2.dk.

Uden NemID er det ikke muligt at komme på sin netbank og logge på en række offentlige tjenester eksempelvis gennem borger.dk.

- Folk der bruger Mac oplever især problemer. Apple er meget opmærksomme på sikkerhedshuller, og når der opstår et hul i Java lukker de det helt ned. Det er fordi, at alle andre steder i verden er Java nice to have, mens det i Danmark er need to have, siger Henrik Kramshøj.

Vent med opdatering

Henrik Kramshøj anbefaler, at man følger Nets’ rådgivning og undlader at opdatere Java indtil problemet er løst. Han har også et forslag til hvordan man bedst beskytter sin computer i fremtiden.

- Det jeg anbefaler,man gør er at man kører med to internetbrowsere. Der er som regel indbygget en browser, når man får sin computer. Så kan man gratis hente enten browseren Firefox eller Google Chrome, deaktivere Java på den, og bruge den til at surfe med. På den måde kan man bruge den indbyggede til netbank og det offentlige, mens man bruger den anden til det sjove, siger han.

Det er også en rigtig god ide at lave en sikkerhedskopi af de vigtigste dokumenter og feriebilleder.

- De fleste computere har en CD-brænder. Man kan lægge ens vigtige dokumenter og feriebilleder på den og gemme den i skuffen, så man ikke mister det vigtigste. Det er der desværre alt for få, der gør, siger Henrik Kramshøj.

Folk med den opdaterede Java-version har haft problemer med NemID siden tirsdag d. 15. oktober kl 23.08