It-giganten Huawei: Fra ingenting til en af verdens største

I idylliske omgivelser i Shenzhen er Huawei-direktionens bygninger placeret

SHENZHEN: Præcis klokken ni holder to sorte Audier med tonede ruder og lysebrunt læderindtræk i venteposition ved indgangen til Hotel Seaview i den kinesiske grænseby Shenzhen, der er Kinas svar på Silicon Valley.

Destinationen er et globalt telekommunikationsselskab med hovedsæde i Kina. Et selskab, som de fleste kinesere – unge som gamle – kender, og som de færreste skandinaver – unge som gamle – kan udtale navnet på: Huawei (’Wa-way’).

Huawei-hovedkvarteret ligger en halv times kørsel i myldretrafik fra hotellet, og den jakkesætklædte chauffør bevæger sig rutineret ind og ud mellem de andre trafikanter på den overbelastede sekssporede motorvej.

Vejen stopper ved et stort T-kryds, og de mange køretøjer bytter hastigt bane, så de kommer i den rigtige kø; Foxconn, der især er berømt og berygtet for at producere flere af Apples produkter, ligger til højre og Huawei til venstre. Vi drejer til venstre.

Fra ingenting til gigant pĂĄ 26 ĂĄr

Huawei, der blev stiftet af Ren Zhengfei i Shenzhen i 1987, er en hurtigt voksende producent af telekommunikations- og netværksudstyr og senest også smartphones.

På 26 år er selskabet vokset fra at være et beskedent lokalt firma til nu at være et internationalt foretagende med 150.000 medarbejdere, en årlig omsætning på 35 milliarder amerikanske dollar - 10 gange så meget som for 10 år siden – og et overskud på 2,5 milliarder dollar.

En succes, der ifølge selskabet selv især skyldes, at ledelsen helt fra begyndelsen har haft frie hænder til at handle kommercielt, fordi selskabet er privat og ejet af medarbejderne selv.

- Vi har været nødt til at kæmpe for hver en aftale og kontrakt, og vi har fra begyndelsen skullet tænke meget nøje over alle beslutninger, før de blev truffet. At vi aldrig har fået nogen former for særbehandling er en af de vigtigste grunde til vores virksomheds succes, og at vi er blevet til det, vi er i dag. Vi blev succesfulde - ikke på trods af men på grund af, at vi aldrig er blevet finansieret af den kinesiske regering, siger Scott Sykes, der er global kommunikationsdirektør for Huawei.

En by i byen

Og succesen er ikke til at komme udenom. Faktisk emmer hele området omkring hovedkvarteret af velstand og magt. Det er ikke blot et hovedkvarter med kontorbygninger, mødelokaler og andre standardlokaler – det er en hel by. Et imponerende imperium midt i millionbyen.

Et 105.000 kvadratmeter stort areal i alverdens grønne nuancer danner rammen om Baicao Garden, som den centrale del af Huawei-byen hedder. Det er ikke for sjov, at navnet betyder ’haven med de hundrede græsarter’.

Her er over 3.000 lejligheder til Huaweis kunder samt medarbejdere, som har brug for et billigt sted at bo efter universitet. Uden at forlade Huawei-området kan de gå på kaffebar eller restaurant, hvis de da ikke befinder sig i sundhedsklinikken, supermarkedet, sportsklubben eller skønhedssalonen.

Denne tirsdag formiddag er der nærmest larmende stille i Baicao Garden. Det skyldes, dels at størstedelen af beboerne er på arbejde, dels at den næsten 40 grader varme, fugtige luft ikke ligefrem indbyder til udendørsaktiviteter. De personer, der har vovet sig ud, holder beskyttende en paraply over hovedet for at undgå solens hidsige stråler.

Kort tid efter gĂĄr det op for mig, hvor alle folkene gemmer sig: Flere tusinde medarbejdere spiser nemlig frokost. Samtidig.

Det kinesiske selskab er ikke kommet sovende til dets succes. De første år efter grundlæggelsen gik det igennem en svær tid og måtte kæmpe en brav kamp. Selskabet lavede ikke egne produkter, men levede derimod af at distribuere telefonsystemer fra en Hongkong-baseret producent til andre kinesiske virksomheder.

- Da vi startede op i 1987, havde vi ingen ide om, at vi kunne blive til det, vi er i dag. Vi var bare en distributør. Ingen vidste, hvem vi var. Der var store virksomheder som blandt andre Ericsson, som var velkendte, havde en lang historie og alle de store kontrakter samt opmærksomhed og omdømme. Vi havde intet af det, forklarer Scott Sykes.

Huawei vidste, at de var nødt til at fokusere på innovation og investere i forskning og udvikling af egne produkter, hvis de skulle have en fremtid i branchen. I 1990 kom det første Huawei-produkt således til verden.

- Det år er en vigtig milepæl. Vi skiftede fra at være en forhandler til at være en virksomhed med egne produkter, siger kommunikationsdirektøren.

I dag udvikler Huawei en bred palette af udstyr inden for telekommunikation og netværkssystemer og samarbejder med en lang række teleselskaber i hele verden – også i Danmark.

Selvom navnet Huawei formentlig ikke siger dig særlig meget, er du muligvis stødt på nogle af selskabets produkter uden at være klar over det.

Huawei: Vi har ikke været gode til marketing

Huawei sælger nemlig årligt 10 millioner WiFi-dongler, som med et simkort indeni giver forbrugeren sit eget personlige WiFi-hotspot. Tidligere var det dog sjældent, at det var Huaweis eget logo, der sad på produktet – derimod var det ofte brandet af den enkelte operatør.

Det samme var tilfældet med selskabets første telefoner. Huawei fungerede blot som underleverandør og lod eksempelvis teleselskaberne sætte deres navn på produkterne. Men det er fortid nu.

Huawei har de seneste par år solgt smartphones under navnet Ascend og sætter nu alle kræfter ind på at få forbrugerne til at lære dem at kende. At sælge netværk til få hundrede teleselskaber er langt fra det samme som at sælge smartphones til millioner af forbrugere verden over.

- Meget har vi gjort rigtigt, men en ting, som vi ikke har været så gode til indtil nu, er marketing, kommunikation og presseinvolvering. Det var ikke nær så vigtigt år tilbage, som det er i dag. Tidligere betød det kun noget for os, at teleselskaberne kendte os og stolede på os. Men så simpelt er det ikke. Nu taler vi om os selv og forsvarer os - fortæller vores historie. Det er en markant ændring fra for fem år siden, forklarer Scott Sykes.

Han tilføjer, at det øgede fokus på markedsføring for alvor kom til udtryk, da selskabet i juni introducerede dets nyeste smartphone, Ascend P6. For første gang nogensinde holdt Huawei et selvstændigt globalt event for at lancere et produkt.

- Vi er ganske stolte af denne telefon. Den har et sexet og smidigt design, siger han og tilføjer, at Huawei forventer at sælge 10 millioner eksemplarer af den inden for det næste år:

- Vi tror, at denne bliver et gennembrud for os.

Der foregår en masse interessante ting i Huaweis hovedkvarter i Shenzhen. Her er det Huang Yuanqin og Zhang Li, der tester den nye Ascend P6-smartphones elektromagnetiske bølger i et kammer, der er fuldstændig lyd- og radiostrålingsfrit

Samlet set solgte Huawei 32 millioner smartphones i 2012 og forventer at sælge 60 millioner smartphones i år, halvdelen i Kina og halvdelen i resten af verden.

Således lå selskabet i 2012 på tredjepladsen over verdens største producenter af smartphones. En placering, som Huawei og en række andre selskaber som blandt andre Sony, Nokia, BlackBerry og Motorola konstant kæmper om.

Der er dog langt op til nummer to og et på listen, Samsung og Apple, og i et forsøg på at ændre på det faktum har Huawei blandt andet valgt at fokusere mere på dyrere og mere avancerede smartphones frem for billige plastikmodeller.

- Vi er meget ydmyge. Vi er klar over, at konkurrencen er hård. Vi er klar over, at hvis vi laver de forkerte investeringer, bliver det dyrt for os. Vi er også klar over, at vi bliver nødt til at reagere meget hurtigt på forbrugernes behov, fastslår Scott Sykes.

- Vi startede denne forretningsenhed op med en meget klar målsætning: At lave en rentabel forretning. Vores interesse i dette marked er rent kommercielt.

Afviser beskyldninger om spionage

Helt uden problemer har Huaweis internationale udvidelse dog ikke været. Den seneste tid har selskabet fået en del omtale af lidet flatterende karakter.

Den vestlige verden – særligt USA – har ad flere omgange anklaget selskabet, der leverer netværksudstyr til 45 af verdens 50 største teleselskaber, for at udgøre en sikkerhedsrisiko og frarådet teleselskaber at samarbejde med det.

Mistanken går på, at Huawei har bagdøre i sine systemer, der gør det muligt for kinesiske myndigheder at overvåge trafikken og dermed spionere på vestlige stater og firmaer.

Anklager, som Huawei kategorisk afviser:

- Det har vi aldrig gjort. I 26 ĂĄr har vi ikke gjort det en eneste gang. Beskyldningerne er alle ubegrundede og er aldrig blevet dokumenteret, siger Scott Sykes.

- Og hvorfor har vi så ikke gjort det? Fordi det ville være selvmord for vores foretagende. Fordi vi ville miste 70 procent af vores forretning på en dag, hvis det blev bevist, at vi lavede spionage for den kinesiske regering eller en hvilken som helst anden regering. Det ville være tåbeligt at gøre.

Huawei er ikke færdige med vokse. Faktisk langt fra. At selskabet lige nu står midt i en voldsom ekspansion er især tydeligt, når man besøger det mange hundrede tusinde kvadratmeter store fabriksområde i Songshan Lake, hvor udvidelsesfase tre og fire er i fuld gang.

- Dette er vores nye hovedanlæg. Tidligere havde vi produktion flere steder omkring vores hovedkvarter. Nu skal alt lægges sammen her, fortæller svenske Anders Karlborg, der er ansvarlig for produktionen og dermed har en vigtig rolle i Huaweis udvidelsesplaner.

De sorte Audier, der har transporteret os rundt hele dagen, holder i tomgang og venter ved kantstenen på den anden side af vejen. Jeg bliver næsten udmattet bare ved tanken om gåturen derover, selvom den er kort. Temperaturen er ikke blevet lavere, som dagen er skredet frem. Tværtimod.

Det gigantiske milliardforetagende forsvinder langsomt bag de tonede ruder, de de nedkølede luksusbiler triller ud af det lukkede fabriksområde og sætter kurs mod Hotel Seaview.