Klik ikke på denne mail fra ’Nordea’

Har du modtaget en email med ’Nordea Bank Bedrageriafdelingen’ som afsender, er du langt fra den eneste.

Lige nu bliver billedet af særligt en såkaldt phishing-mail, som forsøger at lokke fortrolige oplysninger ud af sagesløse danskere, flittigt delt på Facebook.

Mailen påstår at være sendt fra Nordeas bedrageriafdeling og opfordrer modtageren til at downloade en vedhæftet fil og følge instrukserne.

- Vores system registreret, at dit kreditkort blev brugt på børnepornografi site på 15.10.2013, står der blandt andet i den dårligt formulerede mail, som også oplyser, at modtagerens kreditkort "har været suspenderet til undersøgelse".

Men mailen er et klokkeklart forsøg på at svindle, og hvis du ser den i din indbakke, skal du ikke foretage dig andet end at slette den med det samme, råder Nordea.

- Vi kan se, at der er en del i omløb lige nu. Det er et vedvarende problem, som er utrolig svært at stoppe. Nogle dage rammer det os, og andre dage de andre banker. Men der er ingen tvivl om, at folk skal være opmærksomme på det her – og lade være med at åbne og svare på disse mails, siger Kristian Lund Pedersen, der er senior konsulent i Nordeas presseafdeling, til tv2.dk.

- Det er vigtigt at blive ved med at gentage, at banker og offentlige myndigheder som eksempelvis SKAT aldrig vil bede folk om at sende fortrolige oplysninger og kontooplysninger på mail. Det er ikke vores måde at kommunikere på. Hvis du opdager en svindelmail med Nordeas navn på, så anmeld det gerne på phishing@nordea.dk.

Du kan læse mere om phishing, og se en liste over kendte phishing-mails udsendt med Nordea, Visa eller MasterCard som afsender her.