Klik ikke på disse Facebook-opslag

Er du stødt på et - eller flere - Facebook-opslag, der på engelsk påstår, at sangerinden Celine Dion på tragisk vis er død, er du ikke den eneste.

Selvom opslagene tilsyneladende kommer fra de velrenommerede nyhedsmedier CNN og Fox News, stammer de i virkeligheden fra to forskellige fup-apps og er således falske.

Opslagene er en såkaldt ’orm’, der er en form for virus. De er kun ude på at lokke dig til at klikke på et link til, hvad der tilsyneladende er en video af dødsulykken, så de kan få adgang til din profil, lave opslag på dine vegne og på den måde reproducere sig selv.

Ifølge forbrugersitet About.com florerer der lige nu to forskellige versioner af fupopslaget om Celine Dion – et, hvor hun påstås at være styrtet ned med et privatfly, og et andet, hvor hun påstås at have været i en fatal bilulykke. Den canadiske sangerinde lever dog i bedste velgående.

Støder du på et af opslagene, skal du undgå at klikke på linket. Er du alligevel kommet til det, kan du fjerne app'en ved at følge vejledningen herunder.

  • Klik på ikonet for indstillinger øverst til højre på din Facebook-profil, og vælg ’Kontoindstillinger’
  • Vælg ’Apps’ i kolonnen til venstre
  • Klik på krydset i højre side ud for den app, du vil fjerne

Det er langt fra første gang, at der på nettet florerer morbide rygter om en kendt personlighed. Listen tæller blandt andre Justin Bieber, Morgan Freeman, Britney Spears, Jon Bon Jovi, Rihanna, Eddie Murphy, Megan Fox og J.K. Rowling.