Kunder kan juble over dagens tv-dom

Højsteret har i dag sat forbrugeren i centrum ved at dømme tv-butik til at skulle betale penge tilbage til en tv-kunde. Kunden købte i 2008 et nyt fjernsyn i den forståelse, at det var fremtidssikret. Men da tv-signalet så skiftede fra MPEG2, som hans fjernsyn understøttede, til det nye MPEG4, kunne fladskærmen ikke følge efter.

Og det fik kunden til at kræve sit køb ophævet, da han ikke mente, at han var blevet informeret om udviklingen. Efter gennem flere retsinstanser, har Højsteret nu sat et endeligt punktum ved ankesagen. Kunden har fået rettens ord for at købet skal ophæves, men han skal stadig betale en mindre sum, der passer til brugen af fjernsynet i perioden siden 2008.

Forbrugerombudsmanden Henrik Øe er svært tilfreds med sagens udfald, som han mener, vil hjælpe kunden i fremtidige køb.

- Jeg er glad for dommen, som jeg også synes er meget klar og en klar styrkelse af forbrugerens krav og vilkår, siger han til tv2.dk, og forklarer, at kunden nu må kunne forvente bedre information og derved service, hvis ikke det skal have drastiske konsekvenser for butikkerne.

- Det kan have meget drastiske konsekvenser, hvis ikke butikken giver den rette information. Jeg forventer, lige som andre almindelige danskere, at når jeg går ned i en forretning, så får jeg også en god og saglig information. Med denne dom er det blevet stadfæstet, at det er et utroligt vigtigt element i salget, fastslår forbrugerombudsmanden Henrik Øe.