LGs topmodel presser grænserne

Ved en stor pressebegivenhed i New York i aftes løftede LG den første model i deres nye serie af premium-smartphones, LG G2. Det drejer sig om en mobil med særdeles kraftig hardware og en enorm skærm på 5,2 tommer, der går næsten helt ud til kanten af telefonen, og som har en opløsning på opløsning er på 1080 x 1920 pixel.

På trods af den store skærm er mobilen designet til at blive betjent med én hånd, noget som ellers er svært med de store mobiler, der efterhånden er blevet standard i den højere ende af mobilmarkedet. Ifølge LG's pressemateriale kan det lade sig gøre, fordi de har fjernet knapperne fra siden af telefonen, hvor de ellers typisk er placeret på smartphones.

Ingen knapper på siden

I stedet er knapperne blevet placeret på bagsiden. LG kalder dette designkoncept for "Rear Key", og idéen opstod, fordi det er blevet sværere at betjene knapperne på siden af telefonen, efterhånden som smartphones er blevet større og større. I stedet er de blevet placeret på bagsiden, hvor det er naturligt for brugerne at placere fingrene, hvilket skulle lette betjeningen og gøre det nemmere at bruge knapperne til eksempelvis at skrue op og ned for lydstyrken uden at tabe mobilen, når man taler i telefon.

Hvis man holder knapperne på bagsiden nede, får man hurtig adgang til QuickMemo, der tager et skærmbillede fra telefonen, som man så kan skrive eller tegne på og dele med andre. Hvis man holder den anden volumenknap nede, får man adgang til kameraet.

For at gøre det nemmere at låse telefonen op, hvis den ligger ned, og man ikke har umiddelbar adgang til knapperne på bagsiden, kan man i stedet trykke let på skærmen to gange, hvilket låser telefonen op. Denne funktion kaldes KnockOn.

Spændende nye funktioner

Udover knapperne på bagsiden og KnockOn-funktionen byder G2 på en række brugbare, nye funktioner. Blandt andet har man mulighed for at låne telefonen til andre, uden at de kan få adgang til fx ens billeder, da det vil kræve et ekstra password, når den er i gæstetilstand.

En anden smart, ny funktion er, at man uden videre kan tilføje filer, man modtager via MMS til kalenderen eller til memo-app'en. I lighed med andre topmodeller kan man desuden tage telefonen bare ved at føre den op til øret, og man kan lukke for en applikation ved at trække tre fingre til siden på skærmen.

Lydkvaliteten skiller sig også ud i forhold til konkurrenterne, for mobilen kan afspille musikfiler i 24 bit / 192 KhZ, hvilket er langt bedre end mp3-formatet. Ifølge LG selv drejer det sig om lyd i studiekvalitet.

Kraftig hardware til en billig pris

LG har valgt at sætte en kraftig 4-kernet processor på 2.26GHz i mobilen, ligesom den har to gigabyte RAM, samt en ny måde at håndtere grafik på, der skulle være med til at reducere energiforbruget. Det kombineret med et særdeles kraftigt batteri skulle være med til at sørge for, at man ikke bare løber tør for batteri midt på dagen.

Mobilen har et 13 megapixel-kamera på bagsiden, og på forsiden finder man et 2,1 megapixel kamera med optisk billedstabilisering. Vi har desværre ikke kunnet finde oplysninger om kameraets objektiv, men til gengæld har kameraet 9-punkts autofokus, hvilket vil være med til at gøre det nemmere at bruge.

Mobilen, der bliver født med Android 4.2.2 kommer ifølge Mobilsiden.dk til at koste 3.499 kroner, hvilket er en meget konkurrencedygtig pris for en topmodel. Det vides endnu ikke, hvornår den lander i de danske butikker.

Du kan se hele lanceringen af den nye topmodel fra LG her.