Mand med Google-briller tilbageholdt af agenter

Pas på med, hvor du bærer Googles kamerabrille. Brillerne, der er blevet det store hit i tech-verdenen, har vist sig at være en tikkende bombe under alt, hvad der hedder rettigheder, sikkerhed og ikke mindst privatliv.

Det kan muligvis være derfor, at myndighederne reagerede lidt mere voldsomt, end hvad man normalt ville gøre, da de tilbageholdte en unavngiven amerikansk mand i en biograf i Columbus, Ohio, fordi han bar Google Glasses.

Manden var sammen med sin kone inde og se filmen 'Jack Ryan: Shadow Recruit' lørdag i forrige uge, da hans briller pludselig blev revet af ham af en mand, der identificerede sig som en Homeland-agent.

Manden blev trukket udenfor biografen, hvor mellem fem til ti agenter stod og ventede på ham, og beskyldte ham for pirateri og for at have optaget filmen med brillerne.

Brugte dem som almindelige briller

Men selv om manden prøvede at forklare sig med, at brillerne ikke var slået til, og han derved ikke kunne optage, hjalp det ikke noget. De afhørte ham i op til tre timer, hvor han blandt andet også forklarede, at han normalt bruger briller, og han derfor bruger Googles briller som rigtige briller med brilleglas.

Til sidst lod de ham gå – dog uden kompensation for billetterne, yderligere forklaring eller nogen undskyldning – også for hans fortvivlede kone, der måtte vente uvist om situationen.

Dog har den amerikanske filmbrancheorganisation MPAA, der efter alt at dømme er dem, der stod bag aktionen mod manden, sendt parret to nye billetter som plaster på såret.

Homeland Security har selv senere hen udsendt en officiel forklaring på aktionen mod brille-manden.

- Den 18. januar afhørte agenter fra Homeland Security’s ICE-afdeling og lokale politimyndigheder kortvarigt en mand mistænkt for at bruge et elektronisk optageudstyr til at optage en film i en AMC-biograf i Columbus. Manden, der frivilligt besvarede spørgsmål, bekræftede over for myndighederne, at den mistænkte optageenhed også var et par almindelige briller og at optage-funktion havde været inaktiv. Ingen yderligere handling blev taget.