Medie: Nye iPads i næste måned

It-giganten Apple er parat til at sende to nye iPads på markedet, ligesom selskabet er klar med den nye version af styresystemet til Mac i forbindelse med det næste Apple-arrangement 21. oktober.

I hvert fald hvis vi skal tro netsiden Daily Dot, der har talt med kilder, som angiveligt kender til sagen.

Selskabet har planer om at afsløre den sjette generation iPad og den tredje udgave af iPad mini, ligesom Mac-styresystemet OS X har gennemgået en komplet visuel overhaling, oplyser elektronik-sitet. Den nye version har fået navnet Yosemite og blev annonceret tilbage i juni i forbindelse med Apples årlige udviklerkonference WWDC.

Skærmen på iPad'en ventes at blive på 9,7 tommer, mens den nye udgave af 'lillebroren' iPad mini vil have en 7,9 tommer stor skærm, har nyhedsbureauet Bloomberg tidligere skrevet. Det vil med andre ord sige, at Apple ikke har tænkt sig at ændre på skærmstørrelserne i forhold til de eksisterende modeller.

Mens Apple onsdag frigiver det ny styresystem iOS 8 til mobile enheder, løftede selskabet i sidste uge sløret for det kommende smartwatch Apple Watch, to store iPhones, iPhone 6 og 6 Plus, og Apple Pay, der er en NFC-baseret tjeneste til betaling med mobiltelefonen.

/ritzau/Reuters