Nu skal du være på Facebook i arbejdstiden

Af Helle Lindberg og Nikolaj Albrectsen

Tilbringer du lidt for meget tid på Facebook, når du er på job? Så behøver du snart ikke længere have dårlig samvittighed.

I hvert fald hævder amerikanske Financial Times, at Facebook i øjeblikket arbejder intensivt på at udvikle et socialt netværk til erhvervsbrug.

Ifølge anonyme kilder kommer den nye platform til at hedde Facebook at Work, og vil blive kørt i stilling som en seriøs konkurrent til blandt andet LinkedIn og Google Drive.

Som det ser ud nu, vil det nye produkt rent funktionelt læne sig op ad det Facebook, som vi allesammen kender. Der vil både være newsfeeds, grupper og privatbeskedsfunktioner. Derudover vil der også optræde værktøjer til blandt andet dokumentdeling og fællesredigering.

Facebook at Work skal dermed helt adskille privat- og arbejdsliv, så du kan pleje karrieren, uden at frygte uheldige festbilleder fra sidste weekend.

I dag er det faktisk allerede muligt at bruge Facebook professionelt, blandt andet via den uafhængige netværks-app BranchOut, som i øjeblikket kan prale med over 800 millioner profiler på verdensplan. Men nu ser det altså ud til, at Mark Zuckerberg og bagland selv vil kaste sig ind i kampen, om at være brugernes foretrukne karriereværktøj.

Facebook har indtil videre ikke villet kommentere på rygterne. Der er derfor heller ingen tidshorisont for lanceringen.