Nu snyder ”din familie” dig på Facebook

De svenske medier har i dag historien om hvordan brugere oplever, at blive snydt af deres ”slægtninge” eller ”venner” på Facebook. Folk der påstår de er offerets bekendte eller endda slægtning. Og det kan de gøre nemt, da de fleste i dag har et hav af venner de knap nok kender på det sociale medie.

Og da vennelisten på Facebook som udgangspunkt er åben, selv om du har en lukket profil, så kan afsenderen i ro og mag finde en oplagt profil at kopiere. Når det er sket, sender de en besked fra den falske profil til offeret med en enkel besked.

”Hey det er mig, jeg har mistet min mobil med dit nummer. Sender du det ikke på ny?”

Godkender en pengeoverførelse

En besked alle kender til, og som ofte fremgår på Facebook uden at der har været skumle bagtanker med det. Men hvis du sender dit mobilnummer afsted, får du en ny besked med en firecifret kode. Svindleren skriver undskyldende tilbage, at koden er sendt ved en fejl, og om man ikke lige vil sende den tilbage.

Men i samme øjeblik man gør det, har man godkendt en pengeoverførelse fra ens kreditkort.

- Fordi det er din onkel, så tænker man ikke så meget over at sende sms-koden tilbage, men det betyder, at du har godkendt en betaling på 120 svenske kroner, siger Jan Olsson til SVT Nyheter.

Endnu ved politiet ikke hvad pengene bliver brugt til eller hvor svindlen konkret kommer fra, men opfordrer Facebook-brugerne til at være opmærksomme.

- Skalaen er stadig ikke stor. Vi ønsker blot at advare. Denne metode kan hurtigt sprede sig. Man bør derfor holde ens venneliste lukket, siger Jan Olsson

Sådan sikrer du dig

Du kan heldigvis sikre dig på under et minut. Sådan gør du:

  1. Gå ind på din Facebook-profil og klik på Venner.
  2. Oppe i højre felt ved siden af menupunktet ’+ Find venner’ skal du klikke på blyantsikonet
  3. Tryk på Rediger privatlivsindstillinger
  4. Ud fra Venneliste kan du ændre den fra ’Offentlig’ til eksempelvis ’Venner’.
  5. Tryk nu blot på Luk og du er sikret på dét punkt

Har du oplevet lignende tilfælde, så vil vi gerne høre fra dig. Skriv gerne til dagu@tv2.dk.