Ny app: Nu kan de kendte overvåge dig

Forestil dig, at du har skrevet en opdatering på Facebook, der nævner Brad Pitt, og han så pludselig svarer i kommentarerne nedenunder.

Det er blevet muligt med en ny iPhone-app, som Facebook har lavet til de kendte og de personer med verificerede sider på Facebook. Den hedder Facebook Mentions og lader de kendte overvåge netværket for hvornår deres eget navn dukker op.Tanken er, at de kendte skal bedre kunne se hvad deres fans taler om.

- En ny app for skuespillere, musikere og andre personer med stor indflydelse til at opdage og deltage i samtaler på Facebook, som Facebook selv skriver.

App’en er blevet hentet og brugt af blandt andet Samuel L. Jackson, Mariah Carey og Whoopi Goldberg, der pludselig overraskede fans med en kommentar på deres opdatering.

Samuel L. Jackson svarede en fan

Det oplevede John Austin, der havde besøgt messen Comic Con i Los Angeles, og skrevet på sin væg: “Dag 3 på Comic Con med Den Lille Havfrue, Sharknado og ingen Samuel Jackson”.

Det fik Samuel L. Jackson til at svare: “I’m still here m********”.

Og Mariah Carey brugte også Mentions på en journalists Facebook-opdatering, efter journalisten havde interviewet hende, og skrevet en opdatering om det, hvor han skrev, at hun nævnte hans mor.

Det fik sangerinden til at svare: “Brian we see you dahhhling!! Ps love to your mom.”

App’en Facebook Mentions er kun ude til iPhone i USA i øjeblikket.