Ny Galaxy Note kommer i næste måned

I foråret inviterede Samsung verdens tech-presse til en stor anlagt lanceringsevent med navnet 'Unpacked' i millionbyen New York, hvor topmodellen Galaxy S4 blev præsenteret.

Nu har sydkoreanerne inviteret til anden del af 'Unpacked'-eventen, hvor vi med stort sandsynlighed kan forvente at se tredje udgave af Galaxy Note. I hvert fald står der ”NOTE the date” på den ’tegnede’ invitation, og det må siges at være et klokkeklart hint.

Hvad der ellers skal ske på eventen, og om Samsung trækker en kanin op af hatten i form af et smartwatch, der kan forbindes til mobilen via Bluetooth, må vi have tålmodighed med at finde ud af lidt endnu. Eventen finder sted 4. september i Berlin – lige op til, at årets IFA-messe officielt bliver skudt i gang i Berlin.

Som vanligt er Beep-redaktionen til stede på messen, hvor vi sørger for at holde dig opdateret på alle nyhederne.

Unpacked-eventen bliver desuden live-streamet på Samsungs YouTube-kanal.