Ny iPhone på vej: Er dette et billede af bagsiden?

Muligvis et billede af den kommende iPhone 6s bagside. Foto: uSwitch

Nettet har længe svirret med rygter om og påståede lækkede billeder af den kommende smartphone fra it-giganten Apple.

Traditionen tro tager spekulationerne til, jo tættere vi kommer på en egentlig lancering, og da det forventes, at Apples nyeste skud på smartphone-stammen bliver præsenteret engang efter sommer, kører rygtemøllen lige nu derudad.

To billeder af, hvad der angiveligt er bagsiden på den nye iPhone, er således blevet publiceret af prissammenligningssitet uSwitch, som påstår, at deres ægthed er blevet bekræftet med hjælp fra bloggeren Sonny Dickson, som ifølge Business Insider gennem tiden har givet Apple-cheferne grå hår ved at lække et hav af billeder af iPhone-dele.

Men bare rolig: Den endelige version af iPhone 6 får dog formentlig ikke de hvide striber, som du kan se på billedet øverst i artiklen, skriver den amerikanske internetavis Huffington Post. I stedet bliver der spekuleret i, hvorvidt striberne blot er en hjælp til producenterne.

Til gengæld viser billedet med al tydelighed, at glaskanterne på bagsiden, som vi kender dem fra den nuværende topmodel iPhone 5S, er skrottet til fordel for aluminium.

En anden detalje, som er værd at bemærke, er, at det velkendte Apple-logo tilsyneladende er blevet indbygget i aluminiummet og altså ikke blot er et påsat stykke blankt plastik, som tilfældet er med de nuværende modeller.

Det andet billede fra uSwitch, som du kan se herunder, viser, at der er en tynd plastikplade, hvor lys kan skinne igennem, på indersiden af bagpanelet på det sted, hvor logoet sidder, og uSwitch har derfor en teori om, at logoet kan lyse, når der kommer nye notifikationer ind på telefonen.

Hvad tror du? Er billederne ægte? Skriv gerne en kommentar i feltet herunder.