Ny rapport afslører billig iPhone

Den rapport, som den amerikanske arbejdsmiljøorganisation China Labor Watch offentliggjorde tidligere på ugen, afslører ikke kun, at Apples underleverandør Pegatron har overtrådt loven 36 gange, men også, at der bliver produceret billige plastik-iPhones på en af fabrikkerne i Kina.

Ifølge Recordere.dk er det 9to5Mac, der har opdaget den interessante oplysning, da de dykkede ned i den kritiske rapport, som anklager Apple for at være medskyldig i overtrædelserne på Pegatron-fabrikkerne.

Således nævner organisationen i rapportens indledning ”prisvenlige plastik-iPhones” som et af de produkter, der bliver produceret på en af Pegatron-fabrikkerne. Herudover er iPhone 4, iPhone 4S og iPhone 5 også nævnt.

I rapporten kommer det også frem, at fabriksarbejdere dækker iPhone-bagcovere i plastik med plastikfilm for at beskytte dem mod ridser under selve fremstillingen. Ifølge rapporten er telefonen endnu ikke sat i masseproduktion. Den seneste tid er nettet nærmest svømmet over med rygter om en kommende budget-iPhone fra den amerikanske it-gigant, der skal sikre, at Apple kan konkurrere på lige fod med konkurrenten Samsung.

For nylig dukkede et spionbillede op, der afslørede navnet iPhone 5C, og flere gange tidligere er billeder, der angiveligt er fra produktionen af billigtelefonen, også dukket op på nettet – blandt andet det øverst i artiklen.