Ny vild kameramobil afsløres i juli

En række prototyper af den kommende Nokia-kameramobil, som indtil nu er gået under navnet Nokia EOS, er allerede blevet lækket på nettet

På nettet har der i længere tid været snak om, at en mobil med fuldblodskamera fra den finske mobilproducent Nokia er på vej, og nu er spekulationerne blusset yderligere op.

Det sker efter, at Nokia har inviteret hele den internationale tech-presse til New York 11. juli til en storstilet event, hvor deres nye flagskib skal vises frem. Eventen bliver streamet live fra Nokias egen webside, og der er – ifølge Nokia selv – 41 millioner grunde til at se med.

Tallet stemmer overens med tidligere rygter om en kommende Lumia-model med 41 megapixel og PureView-teknologi. Ifølge Twitter-kontoen evleaks, der traditionelt set har gode kilder på hånden, når det handler om nye telefoner, kommer den nye Windows Phone-topmodel til at hedde Lumia 1020 og ikke Nokia EOS, som tidligere rygter har antydet.